Det sociale netværk Facebook vil udnytte, at det nu er verdens største online spilleportal. Derfor tester virksomheden bag Facebook nu flere mulige betalingsløsninger til de populære spil Mafia Wars og Farmville.

Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg er Facebooks plan, at brugerne i fremtiden skal betale et beløb direkte til Facebook, når de køber "virtuelle ting" til deres spil. Hidtil har brugerne betalt til udbyderne af spillene og ikke til Facebook, der egentlig formidler adgangen til spil som Mafia Wars, Farmville og Pet Society.

Og det er ikke en lille brugergruppe, som Facebook planlægger at hente penge fra. Lige nu lader over 100 millioner Facebook-brugere sig underholde af de populære spil. Og analytikere vurderer overfor Bloomberg, at markedet for spil på de sociale medier som Facebook vil tredobles inden 2012. Omsætningen vil så nå to milliarder dollar årligt – eller godt 11 milliarder danske kroner. Og cirka halvdelen af den omsætning vil ifølge analytikerne gå gennem Facebook, der naturligt nok vil have en bid af kagen.

Facebook tester i øjeblikket betalingssystemet Facebook Credits, som giver brugerne mulighed for at købe kreditenheder, som så kan bruges som betaling til alverdens forskellige spil og tjenester gennem Facebook.

- Hvis du køber kreditenheder i Mafia Wars, kan du kun bruge dem i det spil. Men hvis du køber 20 kreditenheder fra Facebook, kan du bruge dem i alle spil, forklarer Autul Bagga, der er analytiker i ThinkEguity, til Bloomberg. Han forudser, at Facebook Credits kan blive en kæmpe succes.

- Det her er impuls-køb, så hvis betalingssystemet er nemt og smertefri, kan det være kilde til en enorm vækst, siger Bagga til Bloomberg.