30-årige Pierre Kanstrup vender hjem til Superligaen, nærmere betegnet sin tidligere klub, Sønderjyske.

Det oplyser Sønderjyske på deres hjemmeside.

Den tidligere anfører i klubben er glad for at vende hjem:

»Jeg er virkelig lykkelig for, at det er kommet på plads. Jeg er utrolig glad og stolt over, at jeg nu kan vende hjem. Det er sådan, jeg har det. Der var også andre muligheder for mig, men jeg ville gerne til SønderjyskE, så jeg bad min rådgiver om at banke på hos Haysen, og interessen var heldigvis gensidig, og det er jeg meget, meget glad for,« siger Pierre Kanstrup til hjemmesiden.

Hans Jørgen Haysen.
Hans Jørgen Haysen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Sportschef i Sønderjyske, Hans Jørgen Haysen, er godt tilfreds med tilgangen af Kanstrup:

»Vi havde ikke umiddelbart planer om eller økonomi til at forstærke os i midterforsvaret, men så kom muligheden på Pierre Kanstrup, og når en tidligere anfører, topspiller og kulturbærer banker på døren, så åbner vi meget løsningsorienteret og hører, hvad han har på hjerte. Han har først og fremmest givet udtryk for en stor lyst til at vende tilbage til netop SønderjyskE, og profilmæssigt passer han også godt til de udfordringer, vi står over for.«

»Han kender Superligaen, og han kender SønderjyskE, og selv om vi alle husker, at han var med i sølvsæsonen, så var han også med for os, da vi kæmpede for overlevelse, så han ved også, hvilke udfordringer der venter os i foråret,« siger Hans Jørgen Haysen.

I sommeren 2017 skiftede Pierre Kanstrup til AGF efter at have været i klubben siden januar 2014.

Herefter skiftede han til BB Erzurumspor i Tyrkiet, der dog endte turbulent. Siden i sommer har han spillet for Vålerenga i den bedste norske række, hvor han nu har kontraktudløb.

»Det er en spiller, der har kvaliteterne til at hjælpe os her og nu, men når vi giver ham en treårig kontrakt, er det også, fordi han er tiltænkt en rolle som lederfigur fremadrettet. Han er en ledertype, han kender klubbens værdier, og han ved, hvad der skal til også i svære tider,« siger Hans Jørgen Haysen.

Kanstrup har spillet 115 kampe i 3F Superligaen for Sønderjyske.

I AGF blev det til 50 Superligakampe.