De danske Superliga-klubber er klar til at tilsidesætte egne interesser i jagten på en ny Superliga-struktur.

Vedtages en ny turneringsstruktur 20. juni i DBUs bestyrelse, vil den ikke bare have indflydelse på Superligaen, men også 1. division. En ny struktur vil efter planen træde i kraft fra sæsonen 2016/2017.

Den kan dog allerede træde i kraft fra den kommende sæson, hvis antallet af klubber i Superligaen og 1. division forbliver på de 12 hold som i dag.

BT har været i kontakt med samtlige 12 Superliga-klubber og viljen til forandring er stor. Vi har stillet klubberne følgende tre spørgsmål.

  1. Skal Superliga-strukturen ændres nu?
  2. Skal antallet af hold i Superligaen forøges, begrænses eller forblive på 12 hold - evt. med et slutspil?
  3. Er du og din klub klar til at acceptere en hvilken som helst model, der måtte komme ud af de analyser, der nu er sat i gang – også hvis den ikke tilgodeser din klub?

 



Stephan Schors, direktør, AaB


1. »Vi skal ikke nødvendigvis have en ny struktur. Nu ser vi på muligheden ved hjælp af Hypercube, og det giver os et stærkt beslutningsgrundlag. Peger det beslutningsgrundlag i retning af en ændring, taler det for en ny struktur.«

2. »Vi har ikke lagt os fast på en holdning omkring hvilken struktur vi ønsker eller antallet af hold.«

3. »Vi er nødt til at tage de store briller på og kravle op i helikopteren, og det har jeg den største tiltro til, vi kan.«

Jesper Jørgensen, direktør, Brøndby IF

1. »Strukturen skal kun ændres, hvis det bliver til det bedre. Nu kommer der en undersøgelse med det mål at gave dansk fodbold.«

2. »Det er ikke vigtigt, hvor mange hold, vi er eller bliver i ligaen. Det vigtige er at finde den rigtige struktur.«

3. »Vi vil kigge på det samlede billede, og virker det for dansk fodbold, virker det det også for Brøndby.«

Søren Poulsen, adm. direktør, Esbjerg fB

1. »Det ved jeg ikke, om den skal, men tiden er inde til at diskutere det. Det er jo noget, der har ligget og rumlet i en del i år, i hvert fald siden Capacent kom med deres rapport i 2009.«

2. »Det må komme an på den samlede indstilling, og så vi se, hvad der er bedst for dansk fodbold. Det har jeg ikke på forhånd nogen holdning til.«

3. »Vi er indstillede på at det i et større perspektiv. Det er for tidligt at svare ja til, men vi er gået ind i det her med et åbent sind.«



Anders Hørsholt, direktør, FC København

1. »Det vigtige for os i den her proces er, at alle ideer kommer på bordet. Det handler om at få skabt en struktur, der sikrer, at vi får så mange interessante kampe som overhovedet muligt.«

2. »Det handler ikke om antallet af hold i den her fase, men om at finde den rigtige struktur for ligaen. Lægger vi os først fast på antallet, så låser vi for nye ideer og tanker. Lykkedes vi med at få skabt den rigtige struktur, så vil vi - som en del af underholdningsindustrien - kunne levere et bedre og mere interessant produkt for tilskuere, TV-seere og sponsorer. Det vil kunne give dansk fodbold det løft, vi alle søger.«

3. »Vi deltager som alle andre og kommer med vores input, men det er alt for tidligt til at tage stilling til, hvilke modeller, der kan komme ud af det. I den her fase gælder det kun om at lytte til de ideer, der kommer på bordet.«

Claus Steinlein, direktør, FC Midtjylland

1. »Det afgørende er ikke at låse sig fast på noget, men være åbne for de ideer som Hypercube kommer med. Jeg har siddet med i en visionsgruppe og har mødt Hypercube tre gange, og det er altså spændende tanker og ideer de gør sig. Det er meget professionelt.«

2. »Dem, der siger 10 hold vil få skudt i skoene, at de kun tænker på tv-penge. Dem der siger 16 hold, at de kun tænker på at undgå nedrykning. Det vigtige for os er ikke antallet af hold, men at vi kommer frem til en struktur, der sikrer dansk fodbolds talentudvikling og økonomi.«

3. »Vi sætter os til bordet, og er åbne for de forslag, der nu måtte komme og håber, at hele fodbolddanmark - fans, klubber og medier vil bidrage positivt til en ændring, der forhåbentlig vi løfte dansk fodbold.«

Kristoffer Skadhauge, pressechef, FC Nordsjælland

»Vi holder os til udmeldingen fra Divisionsforeningen.«

Gert Hansen, adm. direktør, FC Vestsjælland

1. »Jeg synes, det er på tide, at der sker noget. For et eller andet skal der ske. Den turneringsform, vi har i dag, er uheldig, synes jeg.«

2. »Vi har nogle idéer om, hvad vi synes er det rigtige antal, men vi må vente og se, hvad analysebureauet finder ud af. Det bliver voldsomt spændende.«

3. »Demokratiet bestemmer. Så synes flertallet, at én turneringsform er den rigtige, er vi klar til at acceptere den. Dybest tror jeg, vi alle sammen vil det samme.«

Jens Hammer Sørensen, sportsdirektør, Hobro IK

1. »Hurtigst muligt. Den nuværende struktur med 33 kampe er ikke fair rent sportsligt. Det giver en skævhed, at nogle klubber har to hjemmekampe mod ét hold. Det er ikke uvæsentligt for os i Hobro, om vi møder FCK to gange på udebane. Jeg vil gerne have et lige antal kampe, som vil give en sportslig retfærdighed.«

2. »Jeg vil have flere hold i rækken. Der er mange hold i 1. division - Viborg, Lyngby, Vejle, AGF - som er gode nok til, at vi kan have 16 hold i Superligaen. Det vil give plads til mange flere talenter.«

3. »Jeg vil gerne have 16 hold. Men jeg ville også kunne forstå 10 hold, fordi der vil være et lige antal kampe. Men jeg vil holde fast i, at jo flere hold der er i Superligaen, jo bedre.«

Jesper Hansen, sportsdirektør, OB

1. »Jeg synes helt klart, at vi skal kigge på, hvordan vi kan gøre dansk fodbold bedre. Men om noget skal ændres, må vi afgøre, når vi har et endeligt forslag.«

2. »Det er alt for tidligt at begynde at snakke om hvor mange og hvorledes.«

3. »Jeg har ikke lagt mig fast på noget som helst. Jeg vil afvente, hvad der kommer frem. Jeg går ind til det her med et åbent sind, og jeg ser frem til at se, hvad der kommer ud af det.«

Hans-Peter Rasmussen, direktør, Randers FC

1. »Jeg har ikke rigtig nogen holdning til, om der skal ændres noget eller ej. Nu er der gang i en analyse, og så må vi se på de forslag, der kommer ud af processen.«

2. »Det handler ikke om, at der skal flere eller færre hold. Vi må kigge på, hvad der er det bedste for dansk fodbold og vurdere forslagene.«

3. »Jeg har ikke nogen forbehold, men jeg skal se noget konkret, før jeg kan forholde mig til, om et eventuelt forslag er det rigtige for Randers FC.«

Kent Madsen, adm. direktør, Silkeborg IF

1. »Vi hilser den analyse og undersøgelse, der nu er sat i gang, velkommen. Så vil vi se åbent på det, der kommer ud af den til sin tid.«

2. »Det vil jeg ikke forholde mig til nu. Jeg synes, at det vil være meget af os ude i klubberne at have en forudfattet mening om det, inden undersøgelsen er afsluttet.«

3. »Nej, det kan jeg ikke sige på forhånd. Vi skal finde den gode balance mellem, hvad der er bedst for flertallet af klubberne og så hvad det betyder for ens egen klub.«

Klaus B. Rasmussen, adm. direktør, Sønderjyske

1. »Vi ser frem til en ny struktur og nye øjne på Alka Superligaen - og afventer med spænding rapporten fra HyperCube.«

2. »Vi har rigtig gode erfaringer med slutspil fra ishockey i Sønderjyske og bakker op om en god fælles nytænkning og udvikling af fodbolden og turneringsstrukturen med henblik på at løfte niveauet nationalt og internationalt.«

3. »Ja, som udgangspunkt, og nu afventer vi de gode input.«