»Man må vel sige, at det har været en hård tid i Brøndby.«

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra fodboldtræner og klummeskribent for B.T. Peter Sørensen kort efter nyheden om, at Brøndby har fyret cheftræner Alexander Zorniger.

»Det har selvfølgelig været utilfredsstillende, og det kommer oven på et efterår, hvor de til sidst bevægede sig op fra en position længere tilbage i tabellen. Men det er også sket med spil, der var utilfredsstillende og med konflikter undervejs,« fortsætter Peter Sørensen.

Han mener, at Brøndby og Zorniger ikke rigtigt er kommet over det glippede mesterskab i sidste sæson.

Zorniger selv har forklaret, at han føler, at holdet har manglet konkurrenceevne internt, siden han mistede Teemu Pukki, Christian Nørgaard og Frederik Rønnow ved udgangen af sidste sæson.

»Den utilfredshed, han har haft med det, har gjort, at han har følt modstand fra omverdenen, men måske også indefra - at man ikke har tilladt ham de samme ressourcer til at nå de samme resultatet med. Det synes jeg, han har haft ret i, men sådan er det at være træner i Superligaen.«

»Den måde han har håndteret det på, med den type han er, det tror jeg er belastende for et fællesskab.«

Kan du uddybe, hvad du mener med 'den måde, han har håndteret det på'?

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: John Randeris
Vis mere

»Han er eksempelvis gået ind i en dialog med fans, nærmere et skænderi. Vi har set ham have skænderier med spillere og hørt mere om det. Jeg synes, det er uheldigt at gå ind i en duel med en fangruppering. Så er man på et skråplan.«

»Det går bare ikke, når man i Brøndby i virkeligheden har de mest loyale fans i Danmark. Det kan ikke hjælpe noget, at man ikke accepterer, at fansene har en berettiget kritik, når et hold, der skal være i top-tre, ikke er i nærheden af at være der,« siger Peter Sørensen.

B.T.s klummeskribent vil dog overordnet set kalde Zorniger-perioden en succes.

»Projektet lykkedes i høj grad. Det, Troels Bech ville med ansættelsen af Zorniger, er et vellykket projekt. Det lykkedes ikke ultimativt. Han var manden til tiden, der skulle udføre Troels' projekt. Men det kan godt være, at tiden er en anden nu.«

Peter Sørensen, klummskribent for B.T. Sport.
Peter Sørensen, klummskribent for B.T. Sport. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvad vil du mene, Brøndby bør gøre nu?

»Man skal passe på med at gå i den anden grøft, men det er også tydeligt, at det har været en hård tid for Brøndbys spillere. Jeg tror faktisk, den nye træner har rigtig gode muligheder for at lykkes. Spillerne er stadig dygtige nok til top-tre, men der skal ske forandringer.«

»Der er så meget individuel styrke, at der med nogle korrektioner og en ny stil, at det vil kunne lykkes med det samme. Det er et godt tidspunkt at skifte på. Også i forhold til at få succes med samme.«

Brøndby holder pressemøde klokken 12, og det kan du følge med i live her på B.T. Sport.