Den er måske ikke åbnet på vid gab, men guld-duellen lever i toppen af Superligaen.

Det mener panelet i denne uges Fodbold FM, hvor Superliga-comeback-runden var til debat. Her hentede FC København tre point på FC Midtjylland, så afstanden nu er på ni point.

»Den er ikke åbnet helt, guldkampen, men de mødes to gange indbyrdes, og nu skal FC Midtjylland til Nordsjælland. Den bliver svær. FCN spillede fremragende mod Silkeborg med en sprudlende Kamaldeen i spidsen,« siger tidligere fodboldspiller Ken Ilsø om FCM, som tabte 1-0 til Horsens på hjemmebane.

»Jeg kan sætte mig ind i FCM-spillernes hoveder. De var 12 point foran, der er man lige lidt mere afslappet. Men så starter de med at tabe til Horsens på hjemmebane, så kan det blive en ond spiral, hvor de tvivler på, at de er så gode, som de troede. De traf mange dårlige beslutninger,« uddyber Ilsø.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Fodboldekspert Morten Crone er enig i Ken Ilsøs udlægning om, at midtjyderne igen kan smide point i næste runde, hvis man skal dømme ud fra deres ikke imponerende præstation mod AC Horsens.

»Det var bekymrende, at de ikke engang på de fysiske parametre kunne matche Horsens. Jeg er også nervøs på deres vegne for turen til Nordsjælland,« siger Morten Crone.

FC København var derimod overbevisende i 4-1-sejren på Lyngby Stadion over Lyngby BK. Den gode post-corona-start kan være et godt rygstød for Ståle Solbakkens mandskab frem mod slutspillet.

»Det var et sprudlende FCK-hold, som havde lyst til at spille. Det var befriende at se. Vi ved, at de kan ramme en sejrsstime,« siger Ken Ilsø.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Fodbold FM er B.T.s podcast om fodbold – og kun fodbold. Her debatterer aktører fra fodboldverdenen de vigtigste begivenheder og emner fra ind- og udland.

Vært er Steffen Gronemann. Følg Fodbold FM på Facebook og på Twitter.