Søndag fik alle syn for sagn om den skade, Superliga-stjernen Jesper Lindstrøm render rundt med, da han efter kampen mod Randers kom ud med is på sit venstre knæ.

Et knæ, som kræver en operation, og en skade, som han egentlig har haft i halvanden måneds tid, men som først er blevet offentlig kendt, efter B.T. onsdag kunne løfte sløret for den.

Foreløbig spiller Jesper Lindstrøm videre med skaden, og det gjorde han også mod Randers, hvor han igen, igen i denne sæson havde en afgørende fod med i resultatet, da han lagde op til Mikael Uhres føringsmål i 2-0-sejren. Og selvom han for første gang i de seneste mange runder kom ud med is på knæet, og han blev taget ud midtvejs i anden halvleg, forsikrer han om, at det ikke var menisken, der var med til at flå ham ud af banen.

»Jeg har gået og tænkt en masse i løbet af denne her uge, og det gør nok også, at jeg er mere træt, eller hvad det er. Jeg fik krampe, og mere er der ikke i det. Det har intet med knæet at gøre. Heldigvis,« siger Jesper Lindstrøm, der ikke ved, hvornår den nødvendige operation, som vil holde ham ude i op til seks uger, skal forestå.

Jesper Lindstrøm skal opereres i de kommende uger.
Jesper Lindstrøm skal opereres i de kommende uger. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg har besluttet at tage en dag ad gangen, en kamp ad gangen, en træning ad gangen.«

Så vi er ikke der, hvor du har besluttet dig?

»Nej, det vil jeg ikke sige. Jo, jeg har besluttet mig for at fortsætte, så længe jeg nu kan. Hvis det hæver fuldstændig op, må man jo kigge på det, men hvis jeg har det fint i morgen, så fortsætter jeg. Jeg har ikke en tidshorisont på, hvornår jeg vælger at lade mig operere. Vi må se, hvad der sker,« lyder det fra Jesper Lindstrøm, der trods sin vigtige betydning for holdet ikke har haft en cheftræner i Niels Frederiksen, som vil blande sig i beslutningen om operationen.

»Nej, det har jeg egentlig ikke, for jeg synes, at det er noget, som 'Jobbe' beslutter sammen med sundhedsstaben. Det tror jeg ikke, at jeg skal blande mig så meget i. Det, synes jeg faktisk, ville være upassende,« pointerer Niels Frederiksen.

Valget står mellem at lave operere nu og gå glip af vigtige mesterskabskampe, vente til efter sæsonen og misse et U21-EM eller tage den slutrunde med og så blive sat tilbage i forhold til forberedelserne til næste sæson.

»Timingen er selvfølgelig ikke den bedste, men så længe jeg kan fortsætte på det her niveau uden de store problemer, så fortsætter jeg,« forklarer Jesper Lindstrøm, som her beskriver, hvilke skavanker skaden giver ham:

»Det gør ondt i perioder, hvis jeg får et stræk i det, eller jeg får et spark på det, selvfølgelig, men det er ikke noget, som hæmmer mig, synes jeg. Det er ligesom at gå ind i en hård duel, hvor man vrikker om på sin ankel, så har man måske et par minutter, hvor man ømmer sig, og så er det egentlig bare op på hesten og komme videre. Jeg prøver så vidt muligt ikke at tænke over det, for det ville bare gøre det værre.«

Det var mandag, at Brøndby fik scannet deres spiller, og den chokerende melding om, at der er en revne i menisken, som kræver operation, var selvfølgelig ikke sjov at få for Jesper Lindstrøm.

»Den første dag var selvfølgelig ikke den fedeste. I morgen kan det være, at jeg brækker armen. Sådan er fodbold, alt kan ske. Det er en sport, hvor man går til hinanden, og jeg er glad for, at det ikke er værre, end det egentlig er,« bemærker assistmageren fra dagens kamp, som gav tre point for anden kamp i streg, efter de tre første opgør i mesterskabsslutspillet kun gav et point.

»I de tre første kampe mødte vi tre super gode hold i Midtjylland, AGF og FCK, som altid spiller flot fodbold. Vi kunne sagtens have hevet sejrene hjem mod dem, men marginalerne var ikke med os. I dag præsterer vi rigtig, rigtig godt og sparker dem ind og får clean sheet. Meget mere kan man ikke sige om præstationen,« påpeger Lindstrøm.

En mand, som kan afgøre kampe, selvom han render rundt med en skade, der kræver operation.