Det koster FC København dyrt, at de medrejsende fans synes, at det var en god ide at fyre fyrværkeri af under Champions League-kampen ude mod Leicester den 14. oktober.

UEFA har nu bekendtgjort, at FCK skal betale 19.000 euro eller godt 141.000 kroner i bøde for at kompensere for deres fans opførsel.

Det har taget UEFA halvanden måned at behandle sagen, men nu er man altså nået frem til en afgørelse.

Den københavnske fodboldklub bliver straffet efter paragraf 16 (2), der omhandler antænding af fyrværkeri på stadion.

FCK mangler fortsat en kamp i Champions League-gruppespillet. På onsdag møder man på udebane belgiske Club Brugge, og en sejr her kan udløse billetter til forårets knald eller fald-kampe i Champions League, forudsat at Porto sætter point til i den sidste puljekamp mod Leicester. Ellers er københavnerne klar til Europa League i det nye år.