Brøndbys tilbud til Khalid Boulahrouz kan gøre den hollandske profil til den bedst lønnede spiller i klubbens historie.

Brøndbys sportschef, Per Rud, arbejder i disse dage på at lande et af de største udenlandske navne i Superligaens historie. Som bt.dk afslørede torsdag, forhandler Brøndby med den hollandske landsholdsforsvarer Khalid Boulahrouz.

En kendsgerning, Brøndby også har bekræftet. Hollænderen er dog på ingen måde en billig herre, men et af de allerbedste argumenter over for den 31-årige hollænder er den lønseddel, han vil kunne se frem til. Brøndby er nemlig klar til at sprænge rammerne.

Ifølge BT’s oplysninger har Brøndby tilbudt Boulahrouz en løn på 5,5 mio. kr. plus diverse bonusordninger for denne sæson. Heraf vil en del af betalingen falde som et sign-on fee, som er et engangsbeløb, der betales ved kontraktunderskrivelsen. Resten fordeles på månedslønnen frem til 1. juli 2014, da kontrakten i første omgang ventes at løbe sæsonen ud med en genforhandling i begyndelsen af næste år.

Uanset hvordan tallene falder ud, vil de gøre Boulahrouz til den dyreste spiller i Brøndbys historie. Svenske Alexander Farnerud er den dyreste spiller rent lønmæssigt, der har været i Brøndby hidtil med en månedsløn omkring 450.000 kr., men det vil Boulahrouz toppe.

Læs også: Brøndbys nye stjerne? Få historien om manden, de kalder ’Kannibal’

Brøndbys løntilbud skal også ses i lyset af, at der ikke skal betales transfersum, da Khalid Boulahrouz er transferfri, efter hans kontrakt blev ophævet i portugisiske Sporting i begyndelsen af september.

Parterne blev enige om at stoppe, da Sporting er i økonomiske problemer, samtidig med der ikke var udsigt til så meget spilletid for den hollandske landsholdsspiller.

BT kan også afsløre, at Boulahrouz’ agent, Rodger Linse, tidligere på måneden henvendte sig til FC København for at høre, om klubben ville være interesseret i den stærke forsvarer, men det kom der ingenting ud af – givetvis på grund af de økonomiske krav.

Hverken den oplysning eller løntallene ønsker Rodger Linse at bekræfte.

Læs også: Transfer-bombe: Kæmpe-navn på vej til Brøndby?

- Vi har ingen kommentarer. Det ville være dårlig stil at kommentere på det ene eller andet i den her situation, siger agenten.

Der er optimisme i Brøndby i forhold til at lande en aftale med den hollandske forsvarer, der både har optrådt ved VM i 2006 og 2010 og EM i 2008. Parterne har haft en god dialog, og det ventes, at Khalid Boulahrouz beslutter sig inden for de nærmeste dage.

En af hollænderens tidligere klubber, Hamburger SV, og West Ham har også været i dialog med Rodger Linse, men det har endnu ikke udmøntet sig i et konkret tilbud.

Forhandlingerne med Boulahrouz signalerer også, at Brøndbys økonomiske midler forventes at blive øget ved en kommende aktieemission. I ugens løb blev det på en ekstraordinær generalforsamling besluttet at sige ja til, at rigmanden Jan Bech Andersen kunne få for 65 mio. kr. aktier i klubben, og bestyrelsesformand Aldo Petersen forventer, at der kommer i omegnen af 100 mio. kr. i kapitaltilførsel.