Johnny Petersen fortsætter som folkeskolelærer ved siden af jobbet i FC Nordsjælland. Hans 10. klasse skal føres op til eksamen i dansk, men den nytiltrådte cheftræner tager matematiske formler i brug overfor sine nedrykningstruede spillere.
Opstartsfasen skal kort sagt bruges til at fjerne »gummibenene« fra startopstillingen:»Jeg vil lave en masse øvelser, hvor det gælder om at vinde.
Så vil jeg føre statistisk over, hvem der sjældent er på det vindende hold - og de, der ikke er det, de er ikke med om søndagen!
Man skal byde sig til og vise overskud - det gør også sidemanden bedre,« siger Johnny Petersen på denne første træningsdag i Farum.
»Vindermentalitet - det er det, jeg skal tilføre truppen,« siger den 57-årige træner, der gennem karrieren har samlet meget erfaring i bundklubber:
»Vejen væk er selvfølgelig sejre - det er det nemme svar - men fodbold foregår også mellem ørene, og der skal jeg ind og ændre spillernes indstilling.«
Johnny Petersen vil stabilisere forsvaret og forhindre dumme pointtab - forhåbentlig med hjælp fra to-tre forstærkninger.
Jacob Rasmussen, anfører i efteråret:
»Jeg har prøvet at få ny træner mange gange, og det har den positive effekt, at det skærper konkurrencen i truppen - alle vil vise, hvad de kan.«
Udover de konkurrence-orienterede øvelser tyder det også på, at træningen bliver hårdere end under Christian Andersen.
»Vi har haft en snak i trænerteamet i søndags, og jeg er tilfreds med at høre, at der bliver mere fysisk træning,« siger assistenttræner Allan Michaelsen, der sidst på efteråret overtog den taktiske træning:
»Jeg tror, at vi fastholder at dele træningen op mellem os trænere. Det giver større intensitet og kvalitet. Jeg har lige været i Milan på studietur, og der var de ni trænere i gang hele tiden med en trup på 28 mand.«
chh@bt.dk