Den tidligere professionelle pitcher i baseball Tyson Brummett er død kun 35 år gammel.

Han var fredag involveret i et flystyrt, der også kostede hans jævnaldrende ven Alex Ruenger, tanten Elaine og onklen Douglas Blackhurst livet.

Det fortæller de lokale myndigheder ifølge CNN.

Flystyrtet skete fredag ved bjergene i Utah syd for Salt Lake City med Brummett som pilot, og alle fire afgik straks ved døden.

Det var en mand, der vandrede i bjergene med sine to sønner, som meldte ulykken ind, da han så flyet tage den direkte kurs mod jorden.

Brummett levede af sin sport i otte år, men nåede blot at få en kamp på højeste hylde i den bedste amerikanske række, MLB.

Den faldt i 2012, efter han i mange år havde været i klubben Philadelphia Phillies. Siden tog han to sæsoner i de nedre rækker, inden han i 2014 stoppede.

Klubben har oven på den tragiske hændelse sendt denne pressemeddelelse ud:

»Phillies-organisationen sender dybtfølte kondolencer til Tyson Brummetts familie og venner samt de tre andre medlemmer af Ruegner og Blackhurst-familierne, som på tragisk vis døde i en flyulykke i går.«

Nærmere undersøgelser skal nu gøre myndighederne klogere på, hvorfor flyet forulykkede.