SAS Liga: Esbjerg fB-Brøndby IF 0-0

Esbjerg fik et flot og yderst fortjent point mod de forsvarende mestre fra Brøndby takket være 0-0.

Brøndby begyndte ellers bedst, og Kasper Lorentzen burde nok allerede efter få minutter have bragt gæsterne foran efter et indlæg fra højre side, men hans skud gik over mål.

Men hvis Brøndbys tilhængere derefter forestillede sig et bombardement af Esbjergs mål, så blev de fælt skuffede.

Brøndby havde i resten af første halvleg måske nok det meste spil, men Esbjerg havde så afgjort de største chancer. Specielt Lasse Kryger voldte Brøndby-forsvaret og målmand Casper Ankergren kvaler.

I anden halvleg kom Brøndby bedre med rent chancemæssigt, og både Mads Jørgensen, Jonas Kamper og Johan Elmander havde muligheder, men deres afslutninger er set væsentligt bedre.

I den anden ende var den tidligere Brøndby-spiller Niki Zimling meget tæt på, da hans skud strøg lige over overliggeren, og kort efter lykkedes det faktisk for Fredrik Berglund, der spillede en god kamp, at passere Casper Ankergren. Men her fik Trond Andersen afværget på målstregen.

Trods de mange chancer ville bolden ikke ind i kassen, og som kampen udviklede sig kan Brøndby absolut ikke beklage sig over resultatet.

- Vi spiller ikke hurtigt nok. Der er ingen undskyldninger, selvom Esbjerg i egen hule altid er et godt hold. De spillede også godt i dag, sagde Brøndbys Jonas Kamper bagefter til TV3.

0-0 resultatet betyder, at Brøndby er seks points efter FCK på førstepladsen, men Viborg er fremdeles to points efter Brøndby. De mange uafgjorte kampe betyder, at der er status quo i bunden, hvor Esbjerg således stadig indtager niendepladsen.

piquet@bt.dk