Du har formentlig set dem flyde på gaderne. Små, sølvfarvede gaspatroner, der ligger henkastet som cigaretskod overalt i byen.

Men hvad er det? Det spørgsmål stillede 18-årige William Koch også første gang, han stiftede bekendskab med en lattegaspatron.

»Jeg spurgte en af mine venner, hvad det var, og han fortalte mig, at det var lattergas,« forklarer 18-årige William Koch.

Hans ven fortalte også, at det populære rusmiddel 'var sygt nice', så det skulle William selvfølgelig også prøve.

Vennegruppen købte efterfølgende en pakke med 150 patroner på nettet og en sifonflaske i den lokale Imerco. William Koch lagde en patron med lattergas i sifonflasken, tog den op til munden og trykkede håndtaget ned, mens han indåndede gassen.

»Det giver et sus. Man kan mærke alt blodet i hele kroppen og bliver helt afslappet. Bagefter bliver man glad, smiler og får lyst til at grine.«

I dag tager han op mod 20 lattergaspatroner, når han er til fest. Kigger man på tallene, er William langtfra alene.

Én ud af syv unge i alderen 18-25 år og én ud af 20 i alderen 12-18 år har prøvet at bruge lattergaspatroner.

Det viser tal fra Ungeprofilundersøgelsen fra efteråret 2017 med over 70.000 unge i alderen 12-25 år. Selvom undersøgelsen ikke er repræsentativ, er det de bedste tal, som foreligger lige nu. Tendensen er dog ifølge Giftlinjen kun blevet større de sidste to år.

B.T. har talt med en håndfuld af de unge, som bruger lattergas til beruselse. Men det er ikke helt ufarligt, så hvorfor gør de det?

»Det kan smadre ens hjerne fuldstændig, men det er billigt, og det nemt at få fat i,« forklarer William Koch.

Men hvis du ved, at det er farligt, hvorfor gør du det så?

»Det er det samme som med alkohol og smøger. Det er jo også farligt, men det er jo også sjovt.«

Ordet 'sjovt' går igen hos flere af de unge, som har prøvet lattergas. Iltmangel giver følelsen af, at man er ved at besvime, og det 'elsker' også en 17-årig pige, som B.T. har talt med, men som ikke ønsker at stå frem med sit navn i artiklen.

»Jeg tager lattergas en gang imellem med mine venner, fordi vi synes, følelsen er rar og sjov. Det føles, som om din krop bliver tung, det bliver svært at løbe eller gå, og lydene omkring dig bliver sløret. Det varer dog kun et-to minutter,« fortæller hun.

En ny og farlig tendens

Hos den landsdækkende telefonrådgivning Giftlinjen ringer flere og flere ind med misbrug af lattergas og alvorlige tegn på nerveskader.

»Det er en bekymrende og alvorlig udvikling. Man risikerer at blive kvalt eller få blivende nerveskader, og det er en høj pris at betale,« siger Dorte Fris Palmqvist, der er overlæge ved Bispebjerg Hospital og ansvarlig for rusmidler ved Giftlinjen.

»Mange unge tager ikke kun én lattergaspatron, men 50 eller 100 på en aften og op mod 1000 på en uge.«

Dorte Fris Palmqvist har oplevet tilfælde med tegn på svære nerveskader allerede efter nogle måneders intensivt misbrug.

»Andre ringer ind med føleforstyrrelser i hænder, fødder, arme og ben. De kan have svært ved at stå på benene, koordinere deres bevægelser, de svarer med latenstid og oplever begyndende hukommelsestab,« fortæller hun.

Risikoen for akut iltmangel bliver kun større, hvis man samtidig blander lattergas med alkohol eller andre rusmidler.

Noget, som mange unge også gør.

»Som ung føler man måske, at man er udødelig. Man afsøger grænser og prøver en masse nye ting, men man skal vide, at der er en risiko ved at gøre det.«

Symptomerne er alvorlige, men hvor farligt er lattergas?

»Ved akut forgiftning kan du i værste fald dø af det. Det er også en høj pris at betale, hvis man får nerveskader i hænderne, som gør det svært at bruge mobilen eller skrive en studieopgave på computeren.«

Alle gør det

For den 18-årige gymnasieelev Lukas blev årets Roskilde Festival et vendepunkt for ham. Han prøvede lattergas første gang, da han var 15 år, men denne sommer tog det overhånd med forbruget, fortæller han.

»Jeg tog rigtig, rigtig meget. Nok over 100 patroner, men sidst på ugen måtte jeg stoppe, fordi jeg fik ondt i brystet. Jeg var bange for, at det var på grund af lattergassen.«

Lattergas inhaleres blandt andet gennem balloner, som man fylder med lattergas.
Lattergas inhaleres blandt andet gennem balloner, som man fylder med lattergas. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

Lukas har derfor også skruet gevaldigt ned for sit forbrug. Men helt færdig er han ikke med lattergassen. Følelsen er simpelthen for 'grinern'.

Ved du, hvor farligt det er?

»Jeg vidste godt, at det var farligt, da jeg begyndte for tre år siden, men jeg kunne ikke finde artikler om nogen, der var blevet ramt af det. Efter Roskilde Festival har jeg dog tænkt rigtig meget over det.«

Tilgængeligheden er heller ikke på nogen måde et problem for ham, forklarer han.

»Stort set alle gør det, og du kan få det super nemt i enhver kiosk, hvor de koster ca. tre kroner stykket.«