Dansk Folkeparti ramte helt ved siden af i deres kampagne frem mod EU-valget.

Partiet, der som bekendt fik en eftertrykkelig vælgerlussing, satsede på de helt forkerte dagsordener, vurderer professor på Journalistik på Roskilde Universitet, Mark Blach-Ørsten.

Og det er til trods for, at Dansk Folkeparti bestemt ikke lå på den lade side frem mod europaparlamentsvalget

Faktisk var Dansk Folkeparti det parti, der hyppigst brugte det sociale medie Facebook i EU-valgkampen.

Det viser en netop afsluttet indsamling af de politiske partiers aktivitet på Facebook op til EU-valget foretaget af medieforskere fra Roskilde Universitet.

Til trods for den hyppige Facebook-aktivitet har partiet tabt mandater og haft et skuffende EU-valg.

Forklaringen skal ifølge Mark Blach-Ørsten findes i de emner, partiet talte om under valgkampen:

»Når man ser på de indlæg, som Dansk Folkeparti har lagt op på Facebook, så handler de stort set alle sammen om deres kerneområder: flygtninge og indvandrere og grænsekontrol. Og det er i et bredt omfang ikke det, som vælgerne har haft fokus på i dette valg. Det har været en klimadagsorden, der har stået højt på vælgernes liste,« siger Mark Blach-Ørsten, professor (MSO) på Journalistik på RUC.

Mark Blach-Ørsten understreger dog, at der hverken ifølge dansk eller international forskning kan konkluderes direkte mellem aktivitet på sociale medier og valgbarhed.

Alligevel afsætter de politiske partier stadig flere ressourcer til aktiviteter på sociale medier. Dette gælder både køb af reklamer og øget aktivitet fra politikerne.

»Vores analyse er med til at understrege, at politisk kampagne ikke kun handler om strategiske aktiviteter, det handler i sidste ende om den politiske substans.«

»Og her ramte DF simpelthen ved siden af skiven i deres EP-kampagne,« siger Mark Blach-Ørsten.