På et billede sidder den skæggede mand og knuger en kat ind til sit bryst. På et andet smiler han barnligt til kameraet, mens hans ben er begravet i sne.

Og på en video læner han sig ud ad vinduet på en bil og kysser en hjort, der har forvildet sig tæt på transportmidlet.

Man får indtrykket af en sympatisk og rar person, når man ser på de billeder, den tjetjenske leder, Ramzan Kadyrov, gennem tiden har lagt på sine sociale medier.

Man har dog også i Danmark et ordsprog, der lyder, at man ikke skal skue hunden på hårene, og det er ganske aktuelt her.

For ganske vist er der en dyreelskende, barnlig og sportsglad version af Ramzan Kadyrov.

Men så er der også en torturudøvende, brutal og uhyggelig version af den tjetjenske leder.

Og det er den sidste version, som den seneste uge har fået en større og større stemme i krigen mellem Rusland og Ukraine.

Ramzan Kadyrov, der ofte har beskrevet sig selv som Putins fodsoldat, har nemlig sendt sin særlige enhed ind i Ukraine, og det er med ét klart mål:

Ranzab Kadyrov truer dagligt den ukrainske præsident Zelenskyj i disse dage. Den tjetjenske leder er en brutal karakter, der i mange år har prøvet at skabe et sympatisk ydre.
Ranzab Kadyrov truer dagligt den ukrainske præsident Zelenskyj i disse dage. Den tjetjenske leder er en brutal karakter, der i mange år har prøvet at skabe et sympatisk ydre. Foto: ALEXEY NIKOLSKY
Vis mere

At finde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og tage livet af ham.

»Den anden dag var vi omkring 20 kilometer fra dine Kyiv-nazister, og nu er vi endnu tættere på. Du kan slappe af i et minut, for du behøver ikke kigge efter os. Vi finder dig. Du har ikke lang tid tilbage,« skrev den tjetjenske leder mandag på tjenesten Telegram.

Der er ingen tvivl om, at beskeden er rettet mod Zelenskyj, og det er heller ikke overraskende, at en så brutal og målrettet trussel kommer fra Kadyrovs hånd.

Kadyrov er nemlig en ekstraordinær karakter med en ekstraordinær historie.

Den 45-årige leder overtog i 2007 magten i Tjetjenien, der er en af Ruslands 21 autonome republikker og er placeret i det nordlige Kaukasus.

Få år forinden var hans far og landets præsident, Akhmad Kadyrov, blevet dræbt i et bombeangreb, da han i maj 2004 sad på et tætpakket stadion i hovedstaden, Grosnyj, og fejrede den tjetjenske sejrsdag.

Tre år efter blev sønnen Ramzan Kadyrov indsat som præsident, og der gik ikke længe, før de voldsomme historier begyndte at rulle frem.

Fjender af præsidenten blev likvideret. Løsladte fanger beskrev voldsom og ydmygende tortur. Homoseksuelle blev forfulgt og i nogle tilfælde dræbt.

Listen er lang, men der er også de mere kuriøse sager.

I oktober 2016 vendte verdens vrede sig eksempelvis igen mod Ramzan Kadyrov, da han i anledning af sin 40-års fødselsdag lagde videoer fra et MMA-stævne op på sin Instagram-profil.

Men problemet var, at det ikke var voksne mænd, der kæmpede i buret.

Det var små drenge på mellem otte og ti år – herunder præsidentens egne sønner – der fik handsker på hænderne og så ellers fik lov at tæve løs på hinanden i den brutale kampsport.

Udadtil har Ramzan Kadyrov dog altid forsøgt at skabe et poleret billede af sig selv.

På en Instagram-profil, der i dag er lukket, fulgte 2,7 millioner brugere i 2016 med i præsidentens liv, og det var ikke billeder af kedelige statsbesøg eller politiske budskaber, der fyldte platformen.

Nej, det var en præsident på slap line.

Kadyrov poserede med en tiger, med en gigantisk fisk, med en rød kat og mange andre dyr.

Ramzan Kadyrov poserer med en tiger på sin Instagram.
Ramzan Kadyrov poserer med en tiger på sin Instagram.
Vis mere

Og så poserede præsidenten også med særdeles kendte amerikanere.

Gennem årene har tjetjeneren nemlig haft besøg af folk som Steven Seagal, Hilary Swank og Floyd Mayweather, der alle har trykket hånd og hygget sig med Kadyrov.

Den 44-årige leder er også særdeles fodboldinteresseret, og det er i den forbindelse lykkedes ham at mødes med verdensstjernen Mohamed Salah, da denne i 2018 befandt sig i Tjetjenien med det egyptiske landshold.

Ved mødet skænkede Kadyrov Mohamed Salah et såkaldt 'æresborgerskab'.

Ranzab Kadyrov truer dagligt den ukrainske præsident Zelenskyj i disse dage. Den tjetjenske leder er en brutal karakter, der i mange år har prøvet at skabe et sympatisk ydre.
Ranzab Kadyrov truer dagligt den ukrainske præsident Zelenskyj i disse dage. Den tjetjenske leder er en brutal karakter, der i mange år har prøvet at skabe et sympatisk ydre. Foto: KARIM JAAFAR
Vis mere

Et godt billede på Kadyrovs særlige karakter så man også, da præsidenten 25. februar i år – dagen efter russernes invasion – samlede sin store tjetjenske hær.

På flere billeder poserer han i den forbindelse med soldaterne, og på mange måder ligner han sine kaukasiske landsmænd, men på ét punkt står han helt ud.

Retter man blikket mod præsidentens fodtøj, ser man nemlig, hvordan Kadyrov går rundt i et par hypermoderne Prada-støvler fra 2019, der går for omkring 10.000 danske kroner i butikkerne.

Men ifølge Claus Mathiesen, der er lektor ved Forsvarsakademiet med Rusland som speciale, skal man ikke tage fejl af præsidenten og hans jagt på Zelenskyj.

»Han er en hård hund, og det er ikke sjovt at være uvenner med ham i krigen. Tjetjenerne har ry for at være brutale krigere og har altid været meget hårdhændede. Det samme har Ramzan Kadyrov været,« siger eksperten.

Det er ikke lykkedes nogen medier at bekræfte, om Kadyrov selv befinder sig i Ukraine.