Omsorgen for dem, der mister, forsvinder ofte hurtigt, så snart den døde er bisat. Det oplevede Martin Bak, da han mistede sønnen, niårige Emil.
»Nogle uger efter bisættelsen var der pludseligt tomt. Der var ingen, der sagde: 'Sig til, hvis jeg kan gøre noget'. De var videre, og det var, som om det forventede de, at jeg også burde være.«
Sådan lyder det i en kronik i Kristeligt Dagblad, som Martin Bak for nylig har skrevet. I kronikken opfordrer han os danskere til at blive bedre til at være der for hinanden, når læsset vælter, og meningen med livet forsvinder.
Ikke kun de første uger, efter døden er indtruffet. Men også i tiden efter, når sorgen kan virke altopslugende.
Den i dag 55-årige Martin Bak gennemgik en forælders værste mareridt den 29. december 2005, da hans søn Emil pludselig gik bort pga. meningitis.
Men selvom det nu snart er 15 år siden, er sorgen der stadig.
»Jeg vil være i sorg resten af livet. Det er ikke sådan, at jeg vågner og er ude af mig selv af sorg, men hele meningen med livet er at hjælpe børnene på vej. Jeg havde kun ham, og jeg er for gammel til at få nogle andre. Nu handler det kun om at holde mig selv i live, og det er dybest set uinteressant,« siger Martin Bak til B.T.
Han understreger, at hans opråb ikke er en kritik af hans nærmeste, men en generel refleksion over, hvordan vi agerer, når krisen indtræffer.
»Når en voldsom begivenhed indtræffer, som f.eks. et barns dødsfald, så stiller folk op. De gør det bare kun, så længe situationen er akut. Men den påvirkning, det kan have for dem, der bliver ofre for en eller anden begivenhed, kan række meget længere. Den kan være livslang,« siger Martin Bak.
Han opfordrer derfor til, at vi stadig efter et halvt eller et helt år vedbliver med at spørge den efterladte, om der er noget, vi kan hjælpe med, eller spørge, om vedkommende vil med på f.eks. museum eller i skoven. Som en vedholdende ægte, følt interesse i at hjælpe den ramte ud af tomrummet.
»Hvis man stadig har det svært, ville det være dejligt, at nogen kom og hjalp en tilbage til livet. Det, der er sket for mig, er, at jeg ofte isolerer mig og ikke dukker op til familie-arrangementer. De mødes i glæde og fortæller hinanden, hvordan det går. Men jeg kan ikke fortælle om, hvordan det går. Derfor undgår jeg desværre den slags situationer,« siger Martin Bak.
Han har ikke fået professionel hjælp til at håndtere sorgen, men har fundet mening i at stifte Landsforeningen Meningitis, hvor han gennem de sidste mange år har sat fokus på oplysning om den frygtelige sygdom.
»Det har hjulpet mig meget. Så var der i det mindste en mening med meningsløsheden,« siger han.
Martin Bak ved ikke, om han selv er god til at være der for andre. Sikkert ikke, som han selv formulerer det.
Men han håber, at andre kan lære af hans historie:
»De ramte selv skal også blive bedre til at sige 'hey, jeg har stadig brug for, at nogen hjælper mig'. Men som pårørende er det bedste, man kan gøre, at blive ved med at stille sig selv til rådighed og spørge interesseret ind,« siger Martin Bak.
