Flere end 12.000 ellevilde publikummer stod fredag aften på Plænen i Tivoli og tiljublede vestegnsrapperen Tessa.

»Det her er det største nogensinde,« råbte Tessa fra scenen til den store folkemængde, der stod skulder ved skulder og råbte og skreg.

Uden mundbind. Uden tjek af coronapas. Uden restriktioner.

En euforisk frihedsfest, som er blevet bemærket uden for Danmarks grænser.

Det norske medie vg.no var en tur i København fredag, hvor Danmark slog en streg over coronavirus som en samfundskritisk sygdom, og de sidste restriktioner derfor blev ophævet.

På vej til fredagsrock i Tivoli mødte vg.no Christian Sauerberg, 45 år, som fulgte sin 12-årige datter Cecilie til hendes første koncert.

»Det føles som om, man er fri igen,« sagde han.

I Norge er der fortsat en række restriktioner.

For eksempel krav om at gå i 10 dages karantæne som nærkontakt til en smittet, afstandskrav på en meter ved offentlige arrangementer, registrering af gæster på restauranter, og så anbefales det fortsat, at man i privat sammenhæng højst forsamles 20 personer.

Publikum udenfor Parken inden det danske band The Minds of 99 giver koncert i Parken lørdag den 11. september 2021. Den største koncert i Europa, siden coronaen lukkede verden ned i foråret 2020.
Publikum udenfor Parken inden det danske band The Minds of 99 giver koncert i Parken lørdag den 11. september 2021. Den største koncert i Europa, siden coronaen lukkede verden ned i foråret 2020. Foto: Olafur Steinar Gestsson
Vis mere

Derfor er der ikke noget at sige til, at det bemærkes hos vores norske broderfolk, at vi har sagt farvel til alle restriktioner og fester igennem på natklubberne igen, som om corona aldrig har været her.

Norske Daniel Rada, 22 år, stod fredag aften i kø til natklubben Arch i København, som frem til forrige weekend havde været lukket helt ned i 539 dage.

»Det er som før, men det er et niveau over – så det er bedre end før. Jeg har savnet det,« sagde han til vg.no.

Lørdag aften samlede det danske succesband The ‘Minds of 99’ 50.000 mennesker i Parken til den første og dermed også største stadionkoncert i hele Europa siden nedlukningen i marts 2020.