Selvom den lille butik er åben, er der ingen ansatte til at betjene kunderne.

»Vi har store forventninger til tilføjelsen af ubemandede butikker, og vi har allerede kig på flere placeringer,« siger Kasper Qvist Rasmussen.

Han er ansvarlig for detailkæden Let-Køb, der nu har åbnet sin første ubemandede butik i Danmark.

Den skete i lørdags på Frederiksberg ved København, hvor kunderne fremover kan vælge mellem 500 af de mest almindelige varenumre, mens der også vil være et udvalg af convenience-varer til dem, der har brug for en hurtig snack.

Rent praktisk skaffer en kunde sig adgang til butikken på H.C. Ørsteds Vej ved at scanne en QR-kode ved indgangen og oprette sig med sit NemID eller MitID. Ved udgangen betales der med dankort eller mobiltelefon.

»Det ubemandede koncept kan betragtes som en slags forlænget arm til den lokale købmands konventionelle butik, fordi det kommer med stor fleksibilitet,« siger Kasper Qvist Rasmussen fra Let-Køb:

»Købmanden kan med tilføjelsen af en ubemandet butik for eksempel tilbyde de vigtigste dagligvarer uden for normale åbningstider. Det betyder også, at de Let-Køb-butikker, der ligger i ferieområder, hvor butikken er lukket eller har indskrænkede åbningstider dele af året, kan udvide deres åbningstider uden for sæson.«

Inden for det seneste år har også andre spillere på supermarkedsfronten åbnet ubemandede butikker rundtomkring i Danmark.

Nu er turen altså kommet til fødevarekoncernen Dagrofa, der også står bag Meny, Spar og Min Købmand.

Indtil videre har kunderne tilsyneladende taget godt mod det nye koncept.

»Vi får meget positiv feedback fra kunderne, som blandt andet fortæller, at systemet er nemt at finde ud af, og at det er en superhurtig og praktisk måde at handle på, når man lige skal have frokosten med på farten eller har sent fri fra arbejde og skal handle ind til sen aftensmad,« siger købmand for den nye ubemandede butik.

Og der er flere på vej.

Inden for den nærmeste fremtid vil yderligere tre ubemandede Let-Køb-butikker åbne i Danmark: Senere i august får midtjyske Demstrup en udgave, mens fynske Faaborg og lollandske Femern Bælt følger trop »i løbet af sensommeren«.