Petter Stordalen har det seneste årti ført sig frem i Norden med sin excentriske person og sit store hoteleventyr.

Men ligesom så mange andre forretningsmænd rundt om kring i verden har nordmanden haft det svært under coronakrisen.

Derfor har hans firma – Petter Stordalens Strawberry Group – modtaget mere end 200 millioner norske kroner i coronastøtte af den norske stat.

Det er dog alt for meget, mener det norske parti Sosialistisk Venstreparti, som ifølge Dagbladet vil sætte en stopper for Stordalen og en række andre forretningsmænd hos vores naboer.

Nordmanden Petter Stordalen er blandt andet manden bag det luksushotellæet  Villa Copenhagen
Nordmanden Petter Stordalen er blandt andet manden bag det luksushotellæet  Villa Copenhagen Foto: JANERIK HENRIKSSON
Vis mere

I stedet vil man sætte et loft på ti millioner kroner om måneden i coronastøtte.

Sosialistisk Venstrepartis forslag tager udgangspunkt i den norske forsker Ole-Andreas Elvik Næss' udregninger og udtalelser om coronastøtten.

Han mener nemlig, det er problematisk, at de 200 millioner kroner er havnet i Stordalens lomme, og at man i realiteten ikke ved, hvad han gør med dem, selvom hovedidéen bag den norske coronastøtte er at sikre jobs.

»Hvis du giver penge til en virksomhed, så går det til virksomhedens ejer. Han kan tage pengene og nedlægge så mange stillinger, som han vil. Det kan være et rigtigt valg, fordi der er et fald i turismen, men at sige, at støtten går direkte til jobs, er forkert, når de går til ejeren. Der er ikke mange krav til udbetalingerne,« siger forskeren til Dagbladet.