Aalborg Kommune har ikke gode erfaringer med førerløs infrastruktur. Alligevel har kommunen valgt at skyde flere millioner kroner i endnu et førerløst projekt.

Denne gang er der tale om førerløse færger, der skal sejle mellem Aalborg og Nørresundby.

Tirsdag blev kontrakten om levering af de førerløse færger nemlig underskrevet af Center for Logistik og Samarbejde, som står i spidsen for projektet, og Tuco Yacht Værft i Faaborg, der skal levere færgerne. Med på sidelinjen er Aalborg Kommune, der skyder fem millioner kroner i projektet.

»For det første er det jo med til at understøtte mobiliteten mellem Nørresundby og Aalborg. Lidt ligesom da man lavede Kulturbroen. Det andet håb er jo så, at det vil skabe nogle arbejdspladser inden for førerløs teknologi,« siger Jan Nymark Thaysen (V), der er byrådsmedlem og rådmand i Aalborg Kommune og fortsætter:

»Det her var et af de projekter, vi i Venstre gerne så realiseret ved budgetforhandlingerne, og det fik vi de andre partier med på.«

Det blot få uger siden, at Aalborg Kommune var nødt til at droppe et lignende projekt. Forsøget med førerløse busser i Aalborg Øst, der blev sat i gang i marts 2020, fik 1. september i år trukket stikket.

Her sagde civilingeniør Maria Vestergaard, der var leder af busprojektet, til B.T., at tilladelsen til at køre med busserne vil ophøre til november.

»Økonomien er ikke til at fortsætte, og samarbejdet med vores samarbejdspartner Holo slutter nu. Og at skulle bede om en forlængelse svarer næsten til at starte forfra,« lød det fra Maria Vestergaard.

Men de bitre erfaringer fra Aalborg Øst skræmmer ikke Jan Nymark Thaysen, der selv har været med til at stemme for bevillingen af de fem millioner kroner til de nye færger.

»Det er jo en teknologi, der hele tiden udvikler sig. Jeg er sikker på, vi har lært en masse fra busserne. Førerløse færger findes jo andre steder, hvor det virker.«

Kan du garantere, at I et år efter søsættelsen ikke kommer til at trække stikket på endnu et førerløst projekt?

»Man kan jo aldrig garantere 100 procent, men med det, jeg hører, er jeg overbevist om, at det her kommer til at fungere ganske udmærket. Man har jo allerede været i gang med en prototype, så man har sikret sig så meget, man overhovedet kan,« slutter rådmanden.

Det er Center for Logistik og Samarbejde, der står i spidsen for projektet, som foregår i samarbejde med en række samarbejdspartnere i Aalborg.

Efter planen skal den første førerløse fjordbus sættes i drift mellem Musikkens Hus i Aalborg og Stigsborg Havnefront i Nørresundby i den sidste halvdel af 2022.