Myndighederne melder om 104 nye smittetilfælde, men der er ikke længere coronapatienter på intensivafdelinger.

Der er 104 nye smittede med coronavirus, men antallet af indlagte på intensivafdelinger falder med 1 til 0.

Man skal fem måneder tilbage for at finde et lignende rundt nul.

I alt er 14 personer indlagt på sygehuse landet over, og det er uændret i forhold til fredag, oplyser Statens Serum Institut.

Der er testet 21.159 personer siden opgørelsen fredag.

Antallet af nye smittede har været stigende de seneste to uger.

Med undtagelse af to dage har antallet af nye smittetilfælde været et godt stykke over 100.

Men nu ser stigningen ud til at være stoppet, sagde afdelingschef Tyra Grove Krause, afdelingschef ved Statens Serum Institut, på et pressemøde lørdag.

- Vi har set en opblussen i antallet af smittede i Danmark og flere lokale ophobninger. Nogle er under kontrol, og andre ser ud til at være ved at være det.

- Stigningen fra sidste uge ser ud til at være bremset op i denne, sagde hun.

Der er lørdag ikke offentliggjort tal for den lokale udvikling i smittetilfældene.

Men sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) sagde på pressemødet lørdag, at man stadig holder godt øje med udviklingen i Aarhus, Silkeborg og Ringsted kommuner.

Også kommunerne på Københavns Vestegn monitoreres tæt, sagde han.

Professor i virologi Søren Riis Paludan, Aarhus Universitet, hæfter sig ved, at antallet af nye smittede ikke afspejler sig i flere indlagte. Tværtimod.

- Vi har fået tallet stabiliseret omkring de 100 nye smittede, og heldigvis ser det stadig ikke ud til at føre til flere indlagte.

- I og for sig er det positivt, at vi kan håndtere det smittetryk, vi har nu, uden at det giver mere tryk på sundhedsvæsenet og flere kritisk syge, siger han.

Lørdag har statsminister Mette Frederiksen (S) varslet, at der fra lørdag 22. august indføres krav om mundbind eller visir i den kollektive trafik.

Det gælder alle borgere over 12 år.

Søren Riis Paludan ser det som et "ekstra værktøj, der kan holde samfundsaktiviteten i gang", samtidig med at smitten fortsat florerer.

Seruminstituttet har den seneste tid ikke opdateret tallene i weekenden, men nu gør man det igen.

/ritzau/