Flere færdselsuheld har tirsdag morgen ramt motorvejene på Sjælland. Et på Køge Bugt og et på Holbækmotorvejen.

Uheldet på Køge Bugt fandt sted mellem Avedøre i retning mod Køge ikke langt fra Solrød Nord. Det skriver P4 Trafik på Twitter.

Til B.T. oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, at man fik meldingen om uheldet klokken 07.43.

»Der er to biler involveret. En af dem holdt på tværs, så det har nok skabt en del trafikale problemer på strækningen,« lyder det.

Umiddelbart er der ikke tilskadekomne i forbindelse med uheldet.

I forbindelse med uheldet på Holbækmotorvejen var flere biler kørt sammen mellem Vallensbæk N og Brøndbyøster i retning mod København. Det betyder massiv kø på strækningen, oplyser vagtchefen hos Vejdirektoratet.

»Der er forsinkelser ind mod København. Der er omkring fire kilometer kø,« siger Brit Osted Nielsen fra Vejdirektoratet.

»Og selvom de er ved at være færdige med at arbejde på stedet nu, så vil det betyde forlænget rejsetid på strækningen resten af morgenen. Hele myldretiden bliver forlænget af det her,« uddyber hun.