Sammen med ATP har energikoncernen Ørsted udviklet et bud på den energiø, som et politisk flertal ønsker at anlægge i Nordsøen.

Buddet kan beskrives som en model, hvor der kan bygges på, efterhånden som behovet eller teknologien ændrer sig.

Det fortæller Rasmus Errboe, regionsdirektør for Ørsted i Kontinentaleuropa.

Konkret foreslår ATP og Ørsted, at man bygger en mindre udgave af en kunstig ø. Den kan så gradvis udbygges med nye moduler som eksempelvis de dele, der gør det muligt at sende havvind ind til land.

Ifølge Ørsted kan det sammenlignes med at bygge med Lego-klodser, hvor man ud fra et fundament kan bygge på og bygge på.

»Grundtanken i vores bud er, at det skal være modulært,« siger Rasmus Errboe.

»Man bygger en forholdsvis lille inddæmmet ø, hvor man så rundt om øen arbejder med moduler, som man så kan installere i tilknytning til øen over tid, efterhånden som den teknologiske udvikling ændrer sig.«

Den planlagte energiø skal placeres 100 kilometer ude i Nordsøen.

Et politisk flertal i Folketinget er enige om, at energiøen skal nå en kapacitet på ti gigawatt i 2040.

Et kommende udbud skal afgøre, hvem der får lov til at bygge energiøen. Det er endnu uvist, hvornår udbuddet bliver sat i gang.

Opdateres.

/ritzau