»Jeg har arbejdet som håndværker i en årrække og stået på et smedeværksted, hvor homoseksualitet var en sygdom.«

Ordene kommer fra 47-årige Claus, der både er til mænd og kvinder. Det har han altid været. Men det er først inden for de seneste par år, han har turdet åbne op om det.

Mest af alt over for sig selv.

For der er stadig mange, han ikke har fortalt det til. Og som han måske aldrig kommer til at fortælle det til.

»Min seksualitet er ikke min identitet. Jeg ville heller ikke komme ind på en ny arbejdsplads og sige, 'hej, jeg hedder Claus, jeg er biseksuel'.«

Og det er netop også grunden til, at Claus' efternavn ikke fremgår af denne artikel. Selvom han er sprunget ud, så ved hverken hans forældre eller hans børn nemlig, at han er biseksuel.

»Nu siger jeg, at jeg er sprunget ud, men jeg har ikke fortalt hele min familie det. At holde min seksualitet hemmelig har givet mig nogle udfordringer i livet, som jeg inden for de sidste par år er begyndt at arbejde med,« siger Claus.

Han har de sidste 15 år levet i et heteroseksuelt forhold med sin kone, som han har fået tre børn med, og han beskriver selv, hvordan det altid har været hans drøm at få en såkaldt kernefamilie.

Claus bliver mødt af fordomme om sin seksualitiet. 'Du er sikkert bare biseksuel, så du kan bolle til højre og venstre,' er en af dem.
Claus bliver mødt af fordomme om sin seksualitiet. 'Du er sikkert bare biseksuel, så du kan bolle til højre og venstre,' er en af dem. Foto: Kasper Løjtved/ Byrd
Vis mere

Men på trods af, at han har fået det, han drømte om, så føler han stadig en tomhed indeni.

»Efter jeg har haft mine problemer, har jeg snakket med min kone om det – og jeg lever stadig i et godt ægteskab – men jeg mangler noget. Selvom det ikke betyder, at jeg har lyst til at være utro,« siger Claus.

Christian Graugaard, der er professor i almen sexologi ved Sexologisk Forskningscenter, fortæller, at biseksuelle statistisk set er mere sårbare og udsatte end både homo- og heteroseksuelle.

»At tilhøre en gruppe, der falder uden for normen, kan i sig selv være stressende. Og mange biseksuelle beskriver en form for dobbeltstress, fordi de både tilhører den seksuelle flertalskultur og den seksuelle mindretalskultur,« lyder det fra professoren.

Ifølge ham oplever mange biseksuelle, at de hverken bliver taget alvorligt i den ene eller den anden kultur:

»De kan opleve, at man i den heteroseksuelle flertalskultur tænker, at de nok i virkeligheden er 'skabshomoer', mens man i homokulturen tænker, at de nok bare er nogle, der er på gennemrejse og leger lidt med deres seksualitet.«

Christian Graugaard fortæller, at den stress, som mange biseksuelle oplever, netop hænger sammen med en mistænkeliggørelse, de kan møde fra folk.

»De kommer let til at føle sig klemt mellem to verdener. Det, der er humlen i alt det her, er, at alle mennesker har brug for at blive set, hørt og anerkendt – og hvis ikke man bliver det, er der risiko for, at man udvikler mistrivsel,« siger han.

»Før i tiden sneg jeg mig ind på homobarer efter mørkets frembrud,« siger Claus.
»Før i tiden sneg jeg mig ind på homobarer efter mørkets frembrud,« siger Claus.
Vis mere

Mistrivsel er i den grad noget, som Claus har følt gennem sit liv. Både fordi han har holdt det hemmeligt for de fleste mennesker omkring ham, og fordi, at når han så endelig har åbnet op, var det med den risiko at blive sat i bås.

»Jeg føler tit, at vi biseksuelle bliver sat i bås: 'Du er bare biseksuel, fordi så har du en undskyldning for at bolle til højre og venstre'.«

Selvom Claus mærker fordommene, er han så småt begyndt at åbne op om sin seksualitet over for udvalgte mennesker.

»Jeg har talt med nogle venner og kollegaer om det nu, og det har også gjort, at jeg for eksempel er taget ud at drikke en øl på en homobar og slappe af med det ved højlys dag. Før i tiden sneg jeg mig ind efter mørkets frembrud,« siger han og fortæller, at han ikke har fortalt det til sine forældre.

Hvorfor har du stadig ikke fortalt det til dine forældre?

»At springe ud er stadig så nyt for mig, at jeg tænker, hvad de skulle få ud af at vide det.«