Det startede med, at 13-årige Oliver havde feber. Først troede de, det var corona, så kyssesyge eller en anden virus, men de tog fejl, og pludselig måtte familien haste hjem fra Italien for at komme på et dansk hospital.
»Vi nåede at være i Italien i en halv dag, så kørte vi hjem om morgenen, og så var vi ude på Skejby om natten,« fortæller Olivers far, Frank Schleimann-Pedersen, da B.T. i Aarhus besøger den 13-årige dreng på Børn og Unge-afdelingen på Aarhus Universitetshospital, hvor han har overnattet de fleste nætter, siden de kom hjem fra Italien 25. juli.
Han er i gang med en fem dages kemokur, da vi kommer, men tager det meget roligt.
»Den kører en times tid fra nu,« siger en af sygeplejerskerne og forlader lokalet.
Gennem en plastslange løber kuren ind i kroppen på ham. Imens ligger han i hospitalssengen. Han er efterhånden vant til det.
»I alt har jeg fået 30 kemobehandlinger, tror jeg,« lyder det fra ham.
Han har ikke meget hår tilbage på hovedet, og ansigtet er hævet. Det er bivirkninger af de stærke kemobehandlinger.
Det er nu knap to en halv måned siden, familien måtte haste hjem fra Gardasøen og direkte ind på sygehuset.
Forud for det havde han været sløj med feber, opkast og ondt i musklerne i tre uger, men det hjalp, da lægerne gav ham penicillin mod dét, som de blot troede, var en virus af en art.
Familien kørte derfor mod Italien, hvor de skulle holde sommerferie, i den tro, at han nu var helt rask, da alle symptomerne var væk.
Men på vej derned begynde han at få en følelse af vokseværk i foden og benet.
De masserede på livet løs og tænkte, at det nok ville gå over, som vokseværk plejer, men det gjorde det ikke, og da de kom frem, fik han det dårligere.
»Han var bare så sløv og kunne ikke så meget, så vi kunne jo godt mærke, at det ikke duede,« fortæller Frank Schleimann-Pedersen.
Under 24 timer efter at de var ankommet, hoppede de derfor alle tilbage i bilen og satte kursen direkte mod Danmark og Aarhus Universitetshospital. En tur, som tager omkring 16-18 timer.
Udenlandske hospitaler havde de prøvet før, og der skulle de ikke ende igen.
På vej hjem fik Oliver det dog ikke bedre, og da de kom til Kolding, besluttede hans forældre derfor at ringe til Aarhus Universitetshospital for at fortælle, at de ville komme med det samme. Med i bilen var også hans 15-årige storesøster.
Klokken var omkring to om natten, da de ankom, og hurtigt blev der igangsat forskellige undersøgelser.
Undersøgelser, som gjorde, at lægerne hurtigt kunne konkludere, at Oliver hverken havde kyssesyge eller en anden virus, som først antaget.
Det var meget værre.
Han havde kræft. Blodkræft.
Denne type kræft kaldes ofte børneleukæmi eller på fagsprog 'akut lymfatisk leukæmi', fordi det oftest rammer børn. En variant af leukæmi, som har to undertyper, hvoraf Oliver har den mest sjældne af dem, som kun rammer omkring seks børn om året i Danmark.
Derudover havde han en tumor i brystkassen på 12 centimeter og væske på lungerne.
Hans forældre var i chok, da de som de første fik overrakt den frygtelige besked, kun cirka et døgn efter at de var kommet til Danmark.
»Det var lort. Man har så mange tanker om kræft, så det er ikke rart,« fortæller Olivers far.
De havde på ingen måde forestillet sig, at det stod så slemt til.
Bagefter gik de sammen ind på stuen til Oliver, hvor lægen tog hans hånd og fortalte, hvad det var, som gjorde, at han havde det dårligt.
I første omgang gik det ikke op for ham, hvor alvorligt det var.
»Jeg forstod ikke helt, hvad leukæmi var, for jeg vidste ikke, at leukæmi var kræft, men det var jo så blodkræft. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte. Jeg var nok bare sådan lidt chokeret,« fortæller Oliver Riise Schleimann-Pedersen.
Men hurtigt gik alvoren op for ham. Samme dag som han fik beskeden, skulle han nemlig i gang med kemobehandlingen.
Det var vigtigt, at behandlingen gik i gang med det samme, lød beskeden.
Pludselig lå den aktive og livlige dreng, som plejede at løbe rundt på både fodbold- og håndboldbanen, lænket til hospitalssengen.
»Det var sådan, at da jeg begyndte at få kemo, så blev jeg bare mere og mere svag,« fortæller Oliver Riise Schleimann-Pedersen.
Det var også her, han begyndte at miste håret, og fedtet fra benene og ryggen rykkede sig til hovedet, halsen og maven.
Samtidig kunne han ikke vende tilbage til sin klasse i 7.b på Mårslet Skole.
Han havde det rigtig skidt, og ifølge hans forældre blev han ramt af alle de bivirkninger ved medicinen, som han næsten kunne.
Herunder en blodprop, samtidig med at de første kemokure ikke virkede, som de skulle.
»Der var mange prøver og mange piller og noget hele tiden. Og han kunne ingenting. Han lå bare der med lukkede øjne. Han kunne ikke gå på toilettet. Han kunne ikke stå op. Han kunne ingenting,« fortæller Frank Schleimann-Pedersen.
Men for kort tid siden vendte situationen heldigvis en smule.
Kemokurererne lod til at virke, og for første gang i lang tid var der lys for enden af tunnelen.
»Det bliver bedre og bedre dag for dag, og i løbet af de sidste 14 dage er han også begyndt at kunne gå igen,« siger hans far med et lille smil.
Men der er stadig lang vej endnu. Forude venter nemlig en knoglemarvstransplantation, som er nødvendig, før han kan blive fuldstændig kræftfri.
Det betyder, at der fortsat går en rum tid, før han forhåbentlig kan vende tilbage til sportsbanerne og sine savnede klassekammerater på Mårslet Skole syd for Aarhus.
Efter knoglemarvsoperationen, som der nu er fundet en donor til, og som forhåbentlig kan finde sted inden for den kommende måned, skal han nemlig være isoleret og indlagt tre måneder på Rigshospitalet i København sammen med sine forældre, inden han bagefter skal hjem i isolation – formentlig også i nogle måneder.
Selve operationen lader han dog ikke til at være speciel nervøs over. Det er værre med konfirmationsdatoen på store bededag næste år.
Han håber derfor for alt i verden, at hans krop tager imod knoglemarven, og at han dermed kan slippe af med sygdommen.
»Jeg håber bare, at det bliver en eller to måneders isolation, for så kan jeg nå at være med til min konfirmation. Det vil betyde alt,« siger han.
Imens Oliver venter på, at han forhåbentlig i den nærmeste fremtid kan komme tilbage til sin hverdag, så støtter hans klassekammerater ham i kampen mod kræften.
I forbindelse med dette års Knæk Cancer-indsamling har de nemlig sammen startet en indsamling til Oliver og andre kræftramte, i håbet om at det kan bidrage til bedre behandlingsmuligheder og bedre støtte til de kræftramte og deres familier.
Målet var at få indsamlet 10.000 kroner, men i skrivende stund er der doneret over 85.000 kroner, og indsamlingen er fortsat åben for bidrag.
