Himlen hænger faretruende grå over Kongens Nytorv og små vanddryp indikerer, at vejret ikke helt er med Dronningens karettur gennem København. Det er til gengæld Gitte Yhman og Elisabeth Lundkvist.

Fuldstændig som pressefotograferne og kameramændene står de to damer klar med hver sit kamera. Gitte Yhman nøjes med at tage billeder, mens Elisabeth Lundkvist har besluttet, at i dag vil hun videofilme Dronningens karettur. Damerne er nemlig drevne tilskuere til kongelige begivenheder.

- Vi arbejder lige her henne, så vi kan jo se Dronningen fra første parket, når hun kører forbi i kareten, fortæller Gitte Yhman.

- Det har vi gjort i alle de 10-12 år, vi har arbejdet herinde. Så vi har fulgt mange af de store kongelige begivenheder, smiler Elisabeth Lundkvist, og tilføjer

- Det er så hyggeligt, at Dronningen kører gennem byen. Vi er i den grad royalister, griner Elisabeth Lundkvist og gør sig klar. For nu kan man nemlig ane de blå blink fra politibilerne, der sørger for at standse trafikken, så garderhusarerne og den kongelige karet kan køre ugenert gennem indre bys massive trafik. Er det dronningen? Flere forbipasserende standser op og spørger nysgerrigt, hvad der sker. Når svaret er, at vi venter på at se Dronningen kører forbi i guldkareten, lyser ansigterne op, mens folk siger nå ja. Og stiller sig op for at kigge med. Flere hiver også deres telefoner eller iPhones frem, så de er klar til at knipse majestæten og Prinsgemalen, når de kører forbi.

- Det skal jeg da lige se, siger Hanne Ravn, der er på vej på arbejde, men alligevel gør sin iPhone klar til at fotografere optoget.

- Ja, jeg skal da lige have et par billeder til husbehov, smiler hun. Og så er de der. Først kommer to beredne politibetjente, dernæst følger garderhusarerne i geled i deres blå uniformer og hovedbeklædninger med røde eller hvide fjer på. Nu kommer Dronningen. Iført brun pels sidder hun og prinsgemalen lunt i den gyldne karet. Da Dronningen ser, at flere vinker til hende, vinker hun smilende igen. Og så er den ellers så lange kortege kørt forbi. En yngre kvinde studerer tilfreds sin iPhone, inden hun lukker den og haster videre. Og i det fjerne aner man stadig konturerne af kortegen på sin videre færd til Christiansborg Slot, hvor den store nytårskur for det officielle Danmark bliver holdt.