Det var en noget benovet Siri, som lørdag kunne tørre sveden af sin diadem-besatte pande.

For ikke færre end to gange på under en time, nåede den lille fire-årige prinsesse at møde og snakke med den rigtige Kronprinsesse.

- Hun sagde, at jeg så rigtig fin ud, siger Siri, som var et af de i alt 1.500 børn, der deltog i Fri for Mobberi Børnestafetten i Fælledparken.

Allerede inden løbet gik i gang fik kronprinsesse Mary øje på lille Siri og hendes diadem og spurgte bekymret ind til, om hun nu var sikker på, at diademet ville blive siddende under løbet.

Se billederne: Mary til kamp mod mobning

Men det mente Siri nu nok, at det ville. Og ville da også til enhver tid også have nægtet at tage det af.

- Hun insisterede på have det på i dag, siger hendes mor Laila.

Og da Siri gennemførte løbet og kom i mål iført diademet, var det Mary selv, der uddelte medaljen og roste hende for både at have været så dygtig og beholdt diademet på.

Men selvom det på mange måder, var Siris store dag, var hun ifølge som mor alligevel ikke helt tilfreds med den.

- Jeg tror, at hun er ret skuffet over, at hun ikke fik lov til også at få sin prinsessekjole på. Det havde hun regnet med. Men den kan man altså ikke løbe i.

Andre læser også