Grevinde Alexandra blev sidste efterår skilt fra sin mand Martin Jørgensen efter otte års ægteskab.

Onsdag afslørede grevinden, at hun et halvt års tid senere stadig er single.

»Jeg har ikke fået en ny kæreste, og jeg er heller ikke på jagt efter en. Det skal nok komme lige pludselig,« sagde grevinde Alexandra til Her & Nu, da hun ankom til forpremieren på den amerikanske thriller 'Concussion' i Imperial uden ledsager.

Grevinden og Martin Jørgensens 356 kvadratmeter store luksusvilla på Svanemøllevej på Østerbro i København er blevet sat til salg for hele 25 millioner kroner, men Alexandra fortalte til ugebladet, at der endnu ikke er fundet en køber. Hun bor stadig på adressen.

»Mit hus er stadig til salg, og jeg har ikke selv fundet et nyt sted at bo endnu. Men jeg er heller ikke begyndt at kigge,« forklarede grevinden, inden hun forsvandt ind i Imperials store biografsal.

Kort efter skilsmissen fra fotograf Martin Jørgensen fortalte grevinde Alexandra hudløst ærligt, at de var gledet fra hinanden, og at bruddet i sidste ende var uundgåeligt.

»Når man kan se, at der ikke er en fælles fremtid, og at der er nogle grundværdier, vi alle sammen har i et ægteskab, der bliver for forskellige, så er man nødt til at tage det op til revision,« siger grevinde Alexandra til Ritzau.

Hun tilføjede, at når man bliver gift, er der mange følelser involveret, og at man håber, at det varer for livet, så det var en stor og hård, men nødvendig beslutning at tage.

Grevinde Alexandra stod frem og fortalte om sit forhold til Martin Jørgensen i 2006. De blev gift året efter i Øster Egede Kirke ved herregården Jomfruens Egede på Sydsjælland.