Situationer hvor der opstår turbulens, der er så voldsom, at den kan dræbe, kan på sigt fordobles på grund af global opvarming, advarer forsker.

Flyrejser med turbulens voldsom nok til at kaste folk ud af flysæderne kan blive to-tre gange mere almindeligt på grund af klimaforandringer.

Det er ikke længe siden, voldsom turbulens har ført til alvorlige personskader. Så sent som sidste år blev 24 passagerer og kabinepersonale indlagt på hospitalet efter en tur fra Boston til Sacramento i USA, skriver Mirror.

I samme måned kom 23 til skade og 16 blev kørt på hospitalet på grund af voldsom turbulens på en tur fra Houston i Texas, til London, England.

I Irland måtte et fly nødlande på grund af turbulens i Shannon Lufthavn. Flere passagerer fortalte, at børn blev slynget rundt i kabinen, fordi de ikke var fastspændt.

Der er mange sager om ekstra voldsom turbulens, og et nyt studie fra det britiske Univeristy of Reading viser nu, at risikoen for kraftig turbulens kan forøges på grund af global opvarmning.

Forskerne bag studiet undersøgte flere forskellige styrker af turbulens for at fastslå, hvordan de hver især vil ændre sig i fremtiden.

Resultaterne viser, at mængden af let turbulens i atmosfæren vil stige med 59 procent, let til moderat turbulens vil stige med 75 procent, moderat med 94 procent, moderat til alvorlig med 127 procent og sidst men ikke mindst alvorlig til massiv turbulens vil stige med 149 procent.

Forskerne bag studiet forklarer, at klimaforandringer genererer stærkere vinde og mere ustabile vindstød, som kan skabe turbulens i jetstrømmen.

Turbulens opstår på grund af atmosfærisk tryk, jetstrømme, luft rundt om bjerge, kolde eller varme vejrfronter eller tordenstorme. Turbulens kan opstå i klart vejr og kan derfor ofte virke uforudsigelige.

»For de fleste passagerer er let turbulens ikke andet end en irriterende afbrydelse, som mindsker deres komfort, men for nervøse passagerer skal selv let turbulens være nervepirrende,« siger Paul Williams, som er en af forskerne bag studiet, til Mirror og tilføjer:

»Men selv den mest rutinerede passager vil nok blive foruroliget over udsigten til en stigning på 149 procent på alvorlig turbulens, som flere gange om året sender folk på hospitalet verden over.«

Forskerne så på effekten på transatlantiske rejser om vinteren, hvor der er dobbelt så meget kuldioxid i atmosfæren – noget som forventes at ske senere i dette århundrede.