Danskernes interesse for at besøge vores store, sydlige naboland er i støt stigning.

Sidste år steg antallet af danske overnatninger i Tyskland med 5,9 procent, og det bragte for første gang nogensinde antallet af overnatninger over de tre mio. – 3,14 mio. for at være helt nøjagtig.

Derved stopper stigningen dog ikke. Ifølge Bo Schou Lauridsen, der er turistchef for Tyskland i Danmark, var der med udgangen af september en stigning på 4,9 procent i forhold til september sidste år.

»Så meget skal gå galt, hvis ikke vi kan notere yderligere en markant fremgang i år,« siger Bo Schou Lauridsen.

Det tyske turistkontor satser på en fortsat fremgang i de kommende år, og det næste store mål er at runde fire mio. overnatninger senest i år 2020.

Måske er man allerede tæt på de fire mio. i dag. Den officielle statistik medtager nemlig kun overnatninger på steder, der har over ni sengepladser, så ophold på små pensioner indgår således ikke i opgørelsen.

Men hvad er så årsagen til danskernes øgede lyst til at besøge Tyskland?

Ifølge Bo Schou Lauridsen skyldes det flere ting. Dels er Berlin et gigantisk lokomotiv, der tiltrækker mange gæster, og dels er Tyskland atter blevet ”in” i brede kredse.

»Tidligere stødte man ofte på fordommen om, at Tyskland primært var et rejsemål for pensionister. Men i dag er Tyskland anderledes populær i alle aldersklasser,« siger turistchefen.

Han peger på Hamburg og Harzen som steder, der virkelig oplever en øget interesse fra danske rejsendes side i disse år. Gode gamle Harzen er således blevet særdeles trendy.

Det er ikke kun på turistkontoret, at man mærker danskernes øgede interesse for at rejse til Tyskland. Vitus Rejser er et af de danske rejsebureauer, der sender flest danskere til Tyskland, og alene i år har de solgt 10 pct. flere rejser til Tyskland end sidste år.

Direktør Heidi Maak fra Vitus Rejser peger på priserne som en af de afgørende faktorer i den forbindelse.

»Mad, drikke og stort set alt andet er billigere i Tyskland end i Danmark. Samtidig fungerer tingene i Tyskland, og vores gæster føler sig meget trygge der. Mange har også fundet ud af, at tysk mad er meget mere end schnitzler, pølser og sauerkraut,« siger Heidi Maak.