Valget i efteråret er sidste chance for Helle Thorning-Schmidt for at slå en siddende statsminister. Lykkes det ikke, bør hun forlade formandsposten i Socialdemokratiet.

Det mener 55 procent af vælgerne ifølge en Megafonmåling foretaget for Politiken og TV2. Opbakningen er ikke meget større i hendes egne rækker. Blandt de socialdemokratiske vælgere mener 42 procent, at Helle Thorning-Schmidt har haft sine chancer og må overlade posten til en anden, hvis næste valg glipper. - Nu vil vi allerførst gerne have lov at holde folketingsvalg, så må man jo alt efter udfaldet tage bestik af situationen. Men det er som altid partiets eget anliggende, siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen til Politiken.
I den socialdemokratiske gruppe svarer man kun anonymt på spørgsmålet. Her siger flere, at hvis Helle Thorning ikke selv går efter et valgnederlag, bliver det svært for hende at finde støtte til endnu en periode. Vælgerne giver derimod lidt længere snor til Venstres formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen. 29 procent mener, at et valgnederlag bør føre til Lars Løkkes afgang, mens 48 pct. mener, at han skal blive på formandsposten i Venstre. Også internt har Lars Løkke, der overtog posten fra Anders Fogh Rasmussen i april 2009, større opbakning end Helle Thorning-Schmidt. Kun hver femte venstrevælger mener, at Løkke bør træde tilbage, hvis han må opgive regeringsmagten. - Lars Løkke Rasmussen har kun været formand for Venstre i kort tid, og han har gjort det fremragende som statsminister og partiformand, siger Venstres næstformand, Kristian Jensen, til Politiken. /ritzau/

Hvad synes du? Er det kommende folketingsvalg Helle Thornings sidste chance for at blive statsminister?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.