I en ny sag om ulovlig opkrævning af ejendomsskatter beskylder Statsrevisorerne Skat for at have tilbageholdt oplysninger.

Der var angiveligt problemer med ulovlig opkrævning af ejendomsskat sidste år, som Skat ikke orienterede om.

Sådan lyder kritikken fra Statsrevisorerne, der ifølge Jyllands-Posten beskylder Skat for at have tilbageholdt oplysninger i sagen.

»Jeg har fået oplyst af Rigsrevisionen, at den ikke har været vidende om, at der var den slags problemer. Det må indebære, at Skat har tilbageholdt væsentlige oplysninger,« siger Peder Larsen (SF), der er formand for Statsrevisorerne, til avisen.

Statsrevisorerne og Rigsrevisionen har ellers indtil december 2014 holdt nøje øje med Skats inddragelse af ejendomsskat hos borgerne, efter det for fem år siden kom frem, at der var blevet opkrævet 1,2 milliarder kroner ulovligt.

Skat har siden erkendt, at Rigsrevisionen ikke var blevet orienteret om efterfølgende nye problemer med skatteopkrævningen, hvilket er i strid med reglerne, mener Carsten Michael Henrichsen, der er professor ved Københavns Universitet. Han udtaler sig ikke i den konkrete sag, men siger til Jyllands-Posten, at når Rigsrevisionen går ind i en sag, så skal den pågældende myndighed af egen drift lægge alt frem. Sker dette ikke, bliver Rigsrevisionens og folkevalgtes mulighed for at undersøge forvaltningen svækket.