Regionerne indgår efter hårde forhandlinger en aftale med regeringen om økonomien for næste år. Aftalen giver et lille løft til regionerne, der driver landets sygehuse.

Regeringen er godt tilfreds ifølge finansminister Nicolai Wammen (S).

- Der skal følge penge med, når der kommer flere børn og ældre. Det har vi indfriet med de to seneste økonomiaftaler, og det gør vi også med denne, som sikrer et betydeligt løft af sundhedsområdet, siger han i en pressemeddelelse.

Den samlede aftale er på 1,185 milliarder kroner, som skal ses i lyset af regionernes krav om 2,1 milliard kroner ekstra til sundhedsvæsenet.

Ifølge regionerne vil løftet ikke være nok til at dække de stigende medicinpriser, behovet for ny teknologi og forventningerne om et stadigt bedre sundhedsvæsen.

Regionerne har brug for mindst en milliard kroner ekstra årligt alene for at opretholde status quo i sundhedsvæsenet, når antallet af ældre og børn vokser.

Dermed er det reelle løft på knap 0,2 milliarder kroner - altså 200 millioner kroner - hvis man tager højde for det, der kaldes demografien.

Sundhedspersonalet har stået i frontlinjen under coronakrisen, har regionerne fremhævet.

Derfor var forventningerne høje. Men regeringen har altså ikke fundet penge nok i statskassen til at indfri håbet.

Aftalen er indgået efter lange og hårde forhandlinger, fortæller formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V).

- Vi har kæmpet med næb og kløer for hver en krone ekstra til sundhedsvæsenet, og det er positivt, at vi med aftalen sikrer 1,2 milliarder kroner ekstra til gavn for patienter, pårørende og medarbejdere.

- Det er dog ingen hemmelighed, at forhandlingerne har været svære, og at regeringens udgangspunkt har været stramme økonomiske rammer. I det lys har aftalen været det muliges kunst, siger hun i en kommentar.

Stephanie Lose understreger, at presset på ressourcerne i sundhedsvæsenet derfor også bliver stort i 2022. Der vil igen næste år være brug for at prioritere skarpt.

Aftalen indeholder kompensation af regionerne for ekstraordinære udgifter til håndteringen af coronavirus.

Regionerne forpligter sig til at nedbringe udgifterne til konsulenter med yderligere 100 millioner kroner årligt fra 2025.

Forhandlingerne har stået på siden maj.

Tirsdag aften indgik regeringen en aftale med kommunerne, som også indeholder et løft. Men landets borgmestre og sociale organisationer mener ikke, at det var stort nok.

/ritzau/