I tre år har Sonja Marie Jensen, byrådspolitiker i Nyborg, båret på en hemmelighed. En hemmelighed om, at hun blev udsat for sexisme af den tidligere formand for Danmarks Socialdemokratisk Ungdom (DSU) Lasse Quvang Rasmussen, foræller Avisen Danmark.

I hemmeligheden gemmer sig også detaljen om, at hun var en af de kvinder, der sendte et brev til DSU's hovedbestyrelse, hvori krænkelserne og den grænseoverskridende adfærd var beskrevet. Et brev, der fik Lasse Quvang Rasmussen til at gå af som formand, fordi han krænkede kvinder, som B.T. tidligere har beskrevet.

Her blev de mange lumre kommentarer og mange berøringer nemlig beskrevet – og et eksempel står særligt klart:

»Jeg følte mig ulækker og som en klam ting, man bare kunne tillade sig at røre ved,« siger 26-årige Sonja Marie Jensen i dag om episoden.

Det var marts 2016, og Sonja Marie Jensen var til en fest efter en generalforsamling i DSU. Her henvendte Lasse Quvang Rasmussen sig til Sonja Marie Jensen. Han begyndte at røre ved hende, og selv om hun forsøgte at fjerne hans hænder, stoppede han ikke.

Efterfølgende betroede hun sig til nogle af de andre DSU'ere, men selv om de endda havde set befamlingerne, så negligerede de krænkelsen.

Få måneder efter blev Lasse Quvang Rasmussen formand for ungdomspartiet, og sexismen fortsatte.

Efter flere gange at have taget snakken med Lasse Quvang Rasmussen, stoppede han til sidst og undskyldte over for Sonja Marie Jensen. På sidelinjen kunne Sonja Marie Jensen dog se, hvordan krænkelserne fortsatte over for andre kvinder i ungdomspartiet.

Og derfor besluttede Sonja Marie Jensen, at brevet fra 2017 skulle sendes.

Men først nu – efter flere års tavshed – fortæller hun offentligt om, at det var hende, der sendte brevet.

Det skyldes, at Sonja Marie Jensen tidligere har stået frem og fortalt omkring sexisme – dog i byrådet – og det var en yderst dårlig og voldsom oplevelse.

Hun oplevede, at der blev sået tvivl om hendes troværdighed og hendes fortællinger om klask i røven. Hun blev beskyldt for at skabe dårlig stemning, og der blev skabt mistillid omkring hendes person. Hun følte sig jagtet.

Derfor besluttede hun, at brevet til DSU's hovedbestyrelse – og at hun var en af dem, der blev udsat for sexisme af Lasse Quvang Rasmussen – skulle forblive en hemmelighed.

Hun blev et eksempel på, hvorfor kvinder ikke tør fortælle om krænkende oplevelser og sexchikane.

Men da tv-vært Sofie Linde bragte sexisme på banen under Zulu Comedy Galla, og Danmark greb debatten, fik det Sonja Marie Jensen til at ændre mening. Ifølge hende kommer der ikke et bedre tidspunkt.