Det har været af hensyn til de krænkede kvinder, at socialdemokratisk ungdom (DSU) i halvandet år har hemmeligholdt en sag om grænseoverskridende adfærd.

Det skriver den nuværende forbundsformand i DSU, Frederik Vad Nielsen, i en pressemeddelelse på Facebook.

Udmeldingen kommer efter, at endnu en krænkelsessag i dansk ungdomspolitik er blevet offentligheden bekendt.

Det har nemlig vist sig, at forklaringen på, at den daværende formand for DSU, Lasse Quvang Rasmussen, trak sig i utide i 2017, ikke har holdt vand.

Årsagen var ikke overbelastning, men i stedet en sag om fem kvindelige medlemmer, der har anklaget den tidligere formand for grænseoverskridende adfærd.

'Sagerne drejer sig om grænseoverskridende bemærkninger og befamlinger i forbindelse med aktiviteter i DSU. For de involverede kvinder skabte det et utrygt rum i vores fællesskab, hvilket selvsagt er helt uacceptabelt,' siger DSU’s nuværende formand, Frederik Vad Nielsen, i pressemeddelelsen.

De fem kvinder henvendte sig i 2017 til hovedbestyrelsen i ungdomspartiet, hvor de fortalte om deres oplevelser.

Lasse Quvang skulle gentagne gange have overskredet sanktioner lavet af den tidligere ledelse.

Det daværende forretningsudvalg i partiet skulle heller ikke have taget sagerne alvorligt, ifølge Frederik Vad Nielsen.

Han forklarer desuden, at Lasse Quvang Rasmussen efterfølgende trak sig, men at kvinderne angiveligt ikke har ønsket, at sagen blev offentligt kendt.

På Facebook fortalte den tidligere formand Lasse Quvang Rasmussen også, hvorfor han dengang forlod posten i partiet.

'Da jeg stoppede som DSU-formand for halvandet år siden, var det på grund af nogle episoder, som jeg dengang og i dag er uendeligt ked af, hvor jeg var grænseoverskridende i min adfærd over for nogle kvindelige medlemmer af DSU,' skrev han onsdag aften.

'Det gør mig ondt, og det var aldrig min mening. Jeg havde ikke været mit personlige ansvar og mit formandsansvar bevidst, og derfor stoppede jeg som formand for DSU.'

Nyheden kommer først nu som følge af den store dækning af krænkelserne i Liberal Alliances Ungdom de seneste uger.

'Vi er meget kede af denne sag. Det er vigtigt for os, at vores fællesskab er et trygt rum for alle medlemmer af foreningen. Det har været et fokuspunkt for os i mange år, og det vil det fortsætte med at være,' lyder en afsluttende bemærkning fra Frederik Vad Nielsen.

DSU har siden januar 2016 haft en fest- og alkoholpolitik, der bl.a. har to punkter:

  • Der vil altid være ædru aktivister ved DSU’s aktiviteter
  • Grænseoverskridende adfærd på DSU’s aktiviteter tolereres ikke