Sagen om DRs korrespondent Ole Ryborg bliver nu taget op på højeste niveau i Danmarks Radio. I næste uge skal sagen diskuteres på et bestyrelsesmøde i DR.

Det fortæller tidligere videnskabsminister Helge Sander, som sidder i DRs bestyrelse, til B.T.

»Jeg har bedt om at få taget sagen op på bestyrelsesmødet, som ligger i næste uge. Jeg har fået tilsagn fra bestyrelsesformanden (Marianne Bedsted, red.), at det også kommer på dagsordenen,« siger Helge Sander, som fortsætter:

»Jeg ser på sagen med stor alvor. Det gør jeg, fordi sagen er principiel og ikke alene vedrører Ole Ryborg. Det drejer sig om om hele DRs troværdighed,« siger Helge Sander. 

B.T. og Berlingske kunne i forrige uge bringe en lækket afhøringsrapport fra EUs antisvindelenhed OLAF.

I den tre sider lange rapport beskrives det, hvordan DRs Ole Ryborg 16. oktober 2016 holdt møde med to efterforskere fra OLAF og delte omfattende mængder research om Morten Messerschmidt, Meld-sagen, Dansk Folkepartis gruppemøder og flere andre informationer, som har været en del af sagen mod Morten Messerschmidt.

Helge Sander på Børsen i København, hvor Kevin Magnussen møder fans og holder pressemøde, mandag den 25. juni 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Helge Sander på Børsen i København, hvor Kevin Magnussen møder fans og holder pressemøde, mandag den 25. juni 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Messerschmidt blev tiltalt for svindel med EU-midler, men blev – cirka syv år efter sagen kom frem –frifundet ved Retten på Frederiksberg 23. januar 2023.

Flere eksperter udtalte til B.T. og Berlingske i starten af juni, at Ryborg var gået for langt i forhold til journalistisk etik om at undgå at gøre sig til part i en sag, som man selv dækker. 

Også chefredaktør på DR Nyheder Thomas Falbe vurderede, at Ryborg var gået for langt. 

DR har dog også rettet en klage mod OLAF, hvor DR klager over, at der i det hele taget er blevet udfærdiget en afhøringsrapport, da Ole Ryborg oplevede det som et fortroligt møde med OLAF.

Helge Sander forklarer, at han som bestyrelsesmedlem i DR netop har DRs omdømme i tankerne. 

»Uanset hvordan det ender, så er det helt afgørende, at DRs rolle som upartisk formidler ikke må kunne drages i tvivl. Derfor er sagen principiel,« siger Helge Sander. 

Helge Sander ønsker ikke at gå yderligere ind i sin egen personlige holdning til Ole Ryborgs håndtering af dækningen af Meld-sagen. Han henviser til, at bestyrelsesmødet i DR skal overstås først. 

Chefredaktør i DR Nyheder Thomas Falbe skriver til B.T., at han ikke har nogen kommentarer til bestyrelsens arbejde.