Flere politikere øjner nu muligheden for, at minkavlerne alligevel kan beholde nogle af deres avlsdyr, så branchen ikke dør helt.

Ifølge Rasmus Jarlov, der er næstformand i De Konservatives folketingsgruppe, bør minkavlerne med raske dyr sætte aflivningen på pause.

»Hvis I stadig har usmittede besætninger uden for risikozonerne og endnu ikke har slået dem alle sammen ihjel på baggrund af regeringens ulovlige ordre, så vent minimum et par dage med at gøre det,« skriver han på Facebook.

»Der forhandles i Folketinget, og blandt andet Konservative kæmper for som minimum at få bevaret et lille antal dyr, så genetikken ikke uddør,« fortsætter Rasmus Jarlov.

Rasmus Jarlov (K) ankommer til Sættemøde om regeringens udspil til en udligningsreform i Finansministeriet i København, fredag den 31. januar 2020. Liberal Alliance kunne onsdag notere sig, at partiet ikke længere bliver inviteret til forhandlinger om kommunal udligning. LA og Konservative frygter rævekage. Det skriver Ritzau, onsdag den 12. februar 2020.. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)
Rasmus Jarlov (K) ankommer til Sættemøde om regeringens udspil til en udligningsreform i Finansministeriet i København, fredag den 31. januar 2020. Liberal Alliance kunne onsdag notere sig, at partiet ikke længere bliver inviteret til forhandlinger om kommunal udligning. LA og Konservative frygter rævekage. Det skriver Ritzau, onsdag den 12. februar 2020.. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Også fødevareminister Mogens Jensen giver nu minkavlerne et spinkelt håb om at beholde en lille gruppe avlsdyr.

»Vi er blevet spurgt meget til, om det bliver muligt at have en lille gruppe avlsdyr, som kan bruges til videre avl. Og det er vi ved at kigge ind, fordi regeringen har intet imod minkavl, tværtimod har vi været med til at fremme branchen,« siger han til TV Midtvest.

Men minkalvernes brancheorganisation kalder det for 'urealistisk' og 'en falsk forhåbning', at minkavlerne kan beholde avlsdyr.

»Vi har erkendt, at det er slut med minkavl i Danmark. Politikerne har allerede givet branchen dødsstødet. Der er ikke plads til både mink og coronavirus i samme land,« siger Tage Pedersen, formand for Dansk Pelsdyravlerforening.

Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling Mogens Jensen (S) i samråd om coronasmitte blandt mink. Samrådet afholdes på Christiansborg, onsdag den 28. oktober 2020.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling Mogens Jensen (S) i samråd om coronasmitte blandt mink. Samrådet afholdes på Christiansborg, onsdag den 28. oktober 2020.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

Coronasmitten har nu spredt sig til store dele af Jylland, og kun Fyn og Sjælland er fri fra coronasmitte på minkfarmene.

»Men det er desværre nok bare et spørgsmål om tid. Jeg tror ikke, at Storebæltsbroen er nok til at holde coronaen væk fra minkbesætninger,« siger Tage Pedersen.

Minkbranchen havde et spinkelt håb om, at raskemeldte minkfarme, hvor minkene har udviklet antistoffer over for corona, kunne være rugekasse for avlsdyr. Men det håb virker nu til at være slukket.

»Vi har desværre set, at en af de første raskmeldte minkfarme i Hjørring Kommune har fået en ny variant af corona. Så selv mink med antistoffer kan blive smittet igen,« siger Tage Pedersen.

Ifølge minkavlernes formand indebærer det også en stor risiko at vente et par dage med at forstætte aflivningen, som De Konservative foreslår.

Regeringen har givet minkavlerne en deadline på mandag. Her skal aflivningen være overstået, hvis minkavlene vil indkassere en bonus på 20 kr. pr. skind.

»Hvis vi stopper et par dage, er det slet ikke sikkert, at vi når det til på mandag. Og når staten betaler under 200 kr. i erstatning pr. skind, så har avlerne jo brug for bonussen,« siger Tage Pedersen.

»Men hvis regeringen vil give en længere deadline, tager vi meget gerne imod det. Ikke for minkene, men for minkavlernes helbred,« fortsætter han.