I en livevideo på Facebook torsdag aften udtrykker statsministeren glæde over, at S-formanden er rask.

Torsdag er Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, meldt rask og klar til valgkamp efter flere dage med maveonde. Og det glæder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Det siger han i en livevideo på Facebook torsdag aften.

- Jeg glæder mig rigtig meget over, at Mette Frederiksen er blevet rask og melder sig ind i valgkampen for fuld skrue i morgen. Velkommen tilbage i valgkampen, Mette.

- Som du også godt ved, har jeg på alle måder været ked af, at det timede sig sådan, at du ikke kunne være med fra starten. Det er bestemt ikke noget, jeg har planlagt efter, siger Løkke i videoen.

Mette Frederiksen var sengeliggende, da statsministeren tirsdag udskrev folketingsvalg til afholdelse 5. juni fra Folketingets talerstol.

Sygdommen afholdt hende blandt andet fra at deltage i valgkampens to første partilederdebatter tirsdag aften. Her erstattede politisk ordfører Nicolai Wammen (S) hende.

Frederiksen har været syg siden lørdag, og først på ugen var hun indlagt på Herlev Hospital som følge af maveonde.

Det første arrangement i valgkampen, som Mette Frederiksen skal deltage i, er fredag klokken 12. Her skal hun holde tale og efterfølgende debattere med eleverne på Aalborg Katedralskole.

Lars Løkke Rasmussen håber nu på, at de to kan mødes i flere debatter rundt om i Danmark.

- Du kan glæde dig over, at jeg valgte at lave en lang valgkamp. Der er godt nok et par dage, der er smuttet her. Men der er jo lang tid til Grundlovsdag.

- Og derfor håber jeg også, at der bliver rigtig mange gode muligheder, hvor du og jeg kan mødes i direkte dueller, siger statsministeren i videoen og tilføjer, at han gerne stiller op.

I en mail til partiets medlemmer skriver Mette Frederiksen torsdag, at hun ikke havde forestillet sig, at hun skulle begynde valgkampen i sygesengen.

- Det har taget lidt tid at komme til hægterne. Men nu er jeg klar, skriver hun i mailen.

/ritzau/