Skulle Lene Espersen og hendes støtter i Det Konservative Folkeparti føle, at partiets leder i det seneste år har været udsat for stor uretfærdighed, må man dybest set udtrykke en vis forståelse

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Nok har der været både feriesag, politisk slingren og for mange ukoordinerede solomeldinger i forhold til regeringspartneren Venstre. Men omvendt kan man også anskue den seneste periode i dansk politik som ét langt sejrstogt for konservative mærkesager.

Skatten på arbejde er i flere omgange sat ned; efterlønnen er der nu i regeringen enighed om at afskaffe; og partilederen herself gør efter en svær start en, ifølge de fleste iagttagere, stor og bestemt ikke udygtig indsats som Danmarks udenrigsminister.

At der undervejs har været elementer af mediemæssig selvsving i dækningen af både Lene Espersens trakasserier samt flere andre personbårne politiske sager kan man også godt mene uden at være en del af den konservative parti-inderkreds.

Alligevel har hun måttet se sit parti nedsmelte gennem det sidste år. Og i forstærket grad over de allerseneste måneder. De fleste meningsmålinger peger nu på en konservativ halvering ved det kommende folketingsvalg, mens små og store oprør med mellemrum er brudt ud i det konservative bagland i forhold til den mere og mere trængte Lene Espersen.

Kulminationen på en smertefuld proces

Denne uges tilsyneladende koordinerede indsats har i den forbindelse været kulminationen på en lang og smertefuld proces, hvor Espersens position som konservativ leder gradvist er blevet udhulet. Det kan man mene er urimeligt. Men det er ikke desto mindre en realitet, at K-uroen nu har nået det punkt, hvor man desværre må konstatere, at der er langt, langt mere på spil end en partiformands skæbne.

At selv en situation, hvor en konservativ mærkesag som efterlønnen blev til officiel regeringspolitik, endte med opløsningstendenser og markant kritik i egne rækker, er i den sammenhæng kun alt for illustrativt. Lene Espersen har mistet grebet om sit parti, og den kontinuerlige ballade kan ikke blot skade de konservative. Den kan underminere muligheden for, at en borgerlig regering vil kunne fortsætte efter det folketingsvalg, som kommer i løbet af 2011.

Espersen bør ofre sig for partiet

Chancerne for at løfte de konservative ud af krisen er opbrugt for Lene Espersen, og hun bør nu gøre sig klart, at hendes pligt som leder er at tilsidesætte egne interesser i en større sags tjeneste: Redningen af Det Konservative Folkeparti.

Og det borgerlige Danmark har behov for et stærkt konservativ parti. Lene Espersen gør klogest i at konstatere, at det under hendes ledelse i stedet har udviklet sig til en fatal svækkelse. Vil hun tjene sit parti bedst, bør hun derfor trække sig.

Lars Barfoed en mulig afløser

Det synes oven i købet at stå klart, hvem afløseren i givet fald vil være. Lars Barfoed er en klassisk konservativ, måske ikke ligefrem nogen mediedarling, men en solid politiker, der – såfremt lederskiftet foregår frivilligt og sker nu – vil have en fornuftig chance for at genetablere forbindelsen til de konservative græsrødder og bringe partiet på fode igen inden det valg, der kan komme inden for få måneder.

De konservative er ikke tjent med mere mistillid til den nuværende leder, trukket ud i det ulidelige også i den kommende tid. Det er det borgerlige Danmark heller ikke. Lene Espersen kan selv beslutte, at det skal stoppe nu.