Fokus på S-kerneværdier og kontant håndtering af bandekriminelle har givet Peter Rahbæk Juel kanonvalg i Odense

Da LEGO for et dusin år siden var helt i knæ, genopfandt en ny ledelse så at sige den dybe tallerken ved at fokusere knivskarpt på kerneværdien og støve den gode gamle legeklods af. Siden er det stort set kun gået én vej for den verdenskendte Billund-virksomhed: Op.

Tilsvarende fokus på kerneværdierne synes at være en stor del af forklaringen på, hvorfor Socialdemokratiet i Odense har fået et decideret kanonresultat ved tirsdagens kommunalvalg og 13 pladser i det nye byråd mod hidtil ni.

Og måske også en god del af forklaringen på, hvorfor S er gået markant frem på landsplan.

Med den spin-mundrette ”velfærdsprocent” gik partiets spidskandidat i Odense, den siddende borgmester Peter Rahbæk Juel, på forhånd ud og talte for at sætte skatten op i en form for kontraktpolitik med vælgerne, som til gengæld er blevet lovet socialdemokratisk kernevelfærd for alle pengene.

Og det kvitterede vælgerne i landets tredje største by i dén grad for, så 40-årige Peter Rahbæk Juel, som overtog borgmesterstolen 1. januar i år efter bykongen Anker Boye, har fået et massivt rygstød til den kommende fireårige periode i spidsen for byen.

”Vi har kørt en kampagne, hvor vi har været positive og holdt en optimistisk tone. Vi har talt Odense op, for jeg tror faktisk, at det er ”sæson” for. Og så har vi lanceret det her koncept, at vi gerne vil hæve skatten med et procentpoint, og vi lover samtidig at de penge, der kommer ind fra denne ”velfærdsprocent”, øremærkes de fire velfærdsområder; altså dagtilbud til de mindste, folkeskolen, bedre forhold for udsatte børn samt ældre- og handicap-området. Og det har vælgerne kunnet lide,” siger en træt men tilfreds Peter Rahbæk Juel til BT dagen derpå, mens han sammen med sine byrådskolleger går utålmodigt rundt mellem bordene i Marienlystcentret, hvor optællingen af personlige stemmer foregår.

Ud over succesen med at fokusere skarpt på sit partis kerneværdier anerkender han også, at det opsigtsvækkende valgresultat og personligt flotte valg delvis kan være hjulpet på vej af hans kontante håndtering af den kriminelle bande Black Army i Odense. For blot et par måneder efter, han overtog borgmesterstolen, oplevede han pludselig selv at være centrum for konkrete trusler, da 8-10 bandemedlemmer omringede ham og en af hans medarbejdere, da de blev opsøgt på Cirkle K-tankstationen på Nyborgvej tæt på Black Armys klubhus.

Fyns Politi så sig derfor nødsaget til i en periode at beskytte borgmesteren døgnet rundt. Og fra det tidspunkt slog både Peter Rahbæk Juel og Odense som by med et meget stort antal forretningsdrivende og privatpersoner sig sammen for én gang for alle at gå op mod bandeproblemet.

”Det er klart, at der har været en del opmærksomhed om mig i den absurde situation med banderne, så jeg tror da helt sikkert, det har betydet noget. Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg bredt har fået skulderklap for håndteringen. Vi har været meget tydelige med at skabe tryghed og med at bekæmpe banderne, som jo til tider har fyldt meget i Odense. Og det har da nok været en dagsorden, som har betydet noget positivt både for mig og for Socialdemokratiet. Men når det er sagt, så handler et kommunalvalg altså ikke mindst om skoler, ældrepleje, tryghed, job og den slags,” siger han. Og konstaterer, at bandeproblemet ikke er er elimineret:

”Black Army er ikke væk. Vi kalder dem ”banden tidligere kendt som Black Army”. De forsøger i øjeblikket at dukke sig lidt for at slippe for at blive omfattet af bandepakkerne, men de er presset nu, og de er også ude af deres klubhus. De er ikke synlige mere, og bare dét at de ikke længere går syv-otte stykker med rygmærker gennem gaden og ind i butikkerne er med til at øge trygheden. Og det er odenseanerne tilfredse med.”

I valgkampen har Peter Rahbæk Juel og Socialdemokratiet i Odense hele to gange haft besøg af partileder Mette Frederiksen. Hvilket han er svært godt tilfreds med:

”Vi har et parti, der står sammen og hviler meget i sig selv. Både lokalt og nationalt når det gælder de centrale dagsordener. Det giver bare et godt signal, at vi har en formand, som vælger at komme to gange til Odense under valgkampen for at støtte den lokale borgmesterkandidat. Det giver sammenhold, og det vil vi huske her i byen, når der næste gang er valgkamp før folketingsvalget.”