Nytårstale. I aften holder statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sin nytårstale til nationen. Hvordan ville talen lyde, hvis det var Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen, der skulle holde den? BT har bedt Johanne Schmidt-Nielsen om at give sit bud på en nytårstale.
Velfærdssamfundet’ smag lige på ordet. Det er et ord, der giver ret forskellige billeder i vores hoveder. Og i de seneste år har det fået mange tæsk. Nogle har kaldt velfærden en plage. Andre har beskyldt vores fællesskab for at være en taberfabrik. Påstanden bag det er, at hvis ikke du kan klare dig selv, er det bare, fordi du ikke gider.
Hvis vi stopper op et øjeblik og tænker os om, kan de fleste nok godt se, at den kritik er for letkøbt. Det er sjældent, livet former sig præcis, som vi havde forestillet os. Tilfældigheder, sygdom, økonomiske kriser og rent held spiller ind. Det er de færreste, der frit vælger at få en fyreseddel eller en arbejdsskade. Vi vælger ikke bare selv, om vi vil være ”vindere eller tabere”.
Netop derfor har vores forældre, bedsteforældre og oldeforældre brugt generationer på at opbygge det fællesskab, vi kalder velfærdssamfundet. Grund-ingrediensen er tryghed. Vi ved, der er et sikkerhedsnet, der griber os, hvis uheldet er ude. Vi ved, at det sjældent går helt galt.
Det er ikke chaufførens eget valg, at hans job forsvinder, når den økonomiske krise banker på. Den kvinde, der får at vide, at der er en knude i hendes bryst, har ikke selv valgt sin sygdom. Og det er ikke den enkelte familiefars valg, at han må behandles for depression, når det hele bliver for meget.
Jeg synes, det er hjertevarmende at leve i et samfund, hvor det ikke er nødvendigt at bekymre sig alt for meget. At vide, at vi selv, vores kolleger, vores venner og børn nok skal klare den. Mange af os tænker slet ikke på, at det kan gå galt. Den tryghed børe være en hjørnesten i velfærdssamfundet.
Men i den seneste tid er der slået alvorlige revner i vores sikkerhedsnet. I disse dage går tusindvis af mennesker rundt med bankende hjerter, mens de ser på uret, der tikker. Tusindvis af mennesker står til at falde ud af dagpengesystemet. Selvom de fleste har været i arbejde hele deres liv, stået op om morgenen, smurt de berømte leverpostejsmadder og betalt deres skat, frygter de nu, at fællesskabet ikke er der for dem nu, hvor de har brug for det.
Kunne vi ikke bruge 2013 på at droppe mistænkeliggørelsen af disse mennesker? Det er da ikke den fyrede hjemmehjælpers skyld, at kommunerne skærer ned. Og er det ikke åbenlyst, at Vestas-arbejderen, der er blevet sagt op, rigtig gerne vil arbejde, men ikke kan få lov?
Skal der rettes mistanke mod nogle, der suger på labben, så skal det da være mod den finanssektor, der har opført sig dybt uansvarligt. Sendt millioner af mennesker ud i arbejdsløshed verden over. For slet ikke at tale om politikere, der har brugt milliarder af skattekroner på at holde hånden under bankerne, da det gik galt.
Vi har alle sammen et personligt ansvar for os selv og vores handlinger. Forudsætningen for, at vores fællesskab fungerer, er, at vi bidrager med det, vi kan. Det er indlysende. Men vi har også et ansvar for hinanden. Et ansvar for at kigge op fra vores smartphone, fjernsynsskærm eller tilbuds-katalog indimellem og se, hvordan de mennesker, der er omkring os, har det. Særligt i krisetider som disse.
For mig er velfærdssamfundet alt andet end en taberfabrik. Det er en tryghedsfabrik. Vi ved, at selvom vi falder, så ryger vi ikke til bunds. Jeg er glad og stolt over at være en del af det fællesskab. Og jeg håber, vi kan bruge 2013 på at gøre det stærkere sammen.
HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR ELLER PÅ BT.DK'S FACEBOOK-SIDE HER
