En særlov gav sidste år afghanere, der har arbejdet for Danmark, ophold i to år. Partier vil forlænge det.

Et flertal af partierne i Folketinget er åbne for at lade evakuerede afghanere, der blev hjulpet til Danmark for omkring et år siden, blive længere end de to år, der blev lagt op til i en særlov. Det skriver Jyllands-Posten.

Et af partierne, der støtter op om en forlængelse, er De Konservative.

- Jeg har meget svært ved at se andet, end at vi selvfølgelig forlænger aftalen i en eller anden form, så længe Taliban er ved magten, siger De Konservatives udlændingeordfører, Marcus Knuth, til avisen.

- Man kan kun forestille sig, hvad de kunne finde på at gøre ved danske ambassadeansatte eller danske militærtolke, der har hjulpet danske soldater i kampen mod Taliban.

Omkring 1000 afghanere blev for et år siden hjulpet til Danmark af danske myndigheder. Det blev de, fordi de selv eller et familiemedlem havde arbejdet for den danske ambassade eller for det danske militær.

Evakueringen blev igangsat, i forbindelse med at den islamistiske bevægelse Taliban 15. august sidste år igen overtog styringen i landet.

Afghanerne, der kom til Danmark, fik med en hastevedtaget særlov ophold i maksimalt to år i Danmark.

Imens har andre lande som for eksempel Storbritannien, Norge, Sverige og Finland givet afghanske flygtninge længerevarende eller permanent ophold.

Ligesom De Konservative er Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede, indstillet på, at særloven skal forlænges. Det skal gælde, så længe Taliban er ved magten, siger han til Jyllands-Posten.

Også SF, De Radikale og Enhedslisten vil lade afghanere blive længere end de to år, der er aftalt. Det oplyser partierne til avisen.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) siger i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten, at de evakuerede afghanere, der har fået opholdstilladelse efter særloven, og som har søgt om asyl, "naturligvis" kan blive i Danmark, hvis de har behov for beskyttelse.

/ritzau/