Øremærket barsel til mænd er på vej. Forslaget skal nu forhandles med EU-Parlamentet før endelig vedtagelse.

Luxembourg. Danmark skal mod sin vilje indføre øremærket barsel til mænd. Halvanden måned skal være betalt, en halv måned kan være ubetalt.

Men medlemslandene kan selv vælge at udbetale ydelser i hele perioden, hvis de vil.

Det har et flertal af EU-landene torsdag vedtaget på EU's social- og beskæftigelsesministermøde i Luxembourg.

Lovforslaget skal nu forhandles på plads med Europa-Parlamentet, før det er endeligt vedtaget.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er imod og vil have EU til at blande sig udenom.

Han sagde i en åben debat på mødet, at Danmark ikke kan støtte en ordning, hvor danske familier ikke længere selv frit kan fordele forældreorlov imellem sig.

- Det forstyrrer også balancen i forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter nationalt, når der på denne måde gribes ind på EU-plan, sagde han.

Tidligere torsdag sagde Troels Lund Poulsen, at EU med de nye forslag "påtager sig en potentiel national rolle, som vi er imod".

- Vi mener ikke, at man skal lave bestemmelser i forhold til øremærket barsel, sagde han ved ankomsten til EU-mødet.

Han mener, at det er en rigtig god idé, at mænd tager barsel.

- Men det er en dårlig idé, at EU skal bestemme omfanget af den øremærkede barsel, sagde Troels Lund Poulsen.

- Det kan familierne og landene godt selv finde ud af, sagde han.

I Danmark er der i dag 32 ugers forældreorlov, som mor og far frit kan fordele imellem sig.

Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jacob Holbraad, er imod, at EU griber ind i de danske orlovsregler.

- Det er ikke noget, der skal lovgives om fra EU's side, siger Holbraad.

/ritzau/