Regeringen skulle ifølge Børsen være på vej med nyt fradrag til pensionsopsparere. Finansiering uklar.

København. Personer, som tjener under topskattegrænsen, kan måske se frem til et fradrag på 15 procent, når de betaler ind på en pensionsordning. Det skulle ifølge dagbladet Børsen indgå i den 2025-plan, som regeringen fremlægger tirsdag.

750.000 danskere sparer i dag ikke op til pension. For mange kan det simpelthen ikke betale sig. Og fra regeringens støtter i Folketinget er der umiddelbart opbakning til at gøre noget ved det.

- Som udgangspunkt er det en god idé, at flere sparer op til deres alderdom. Det er der mange danskere, som ikke gør. De har kun deres ATP, siger finansordfører René Christensen (DF).

Men René Christensen påpeger, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger, at pengene skal passe, så alt skal finansieres krone for krone.

- Når man finansierer noget positivt, hvor kommer pengene så fra, spørger René Christensen.

- Vi er skeptiske over for, hvordan man mellemfinansierer. Fra de, der i dag er yngre, får deres fradrag, og indtil de får deres pension, forklarer DF-ordføreren.

Fradraget vil ifølge udregninger fra tænketanken Cepos koste statskassen 6,8 milliarder kroner i indtægt og skabe 4000 job. Men regningen afskrækker ikke De Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen.

- Det er en rigtig god idé. Vi har i et år opfordret regeringen til at udrydde samspilsproblemer (mellem pension og offentlige ydelser). For mange kan det ikke betale sig at spare op, siger Brian Mikkelsen.

De Konservative vil gå videre og fordoble fradraget for en ratepension fra 50.000 kroner årligt til 100.000 kroner. Før efteråret kræver De Konservative tre ting:

- Lavere boligskat. Lavere personskat i top og bund. Lavere erhvervsskat, siger Brian Mikkelsen.

Liberal Alliances skatteordfører, Joachim B. Olsen, kalder det et "spændende" forslag.

- Det er afgjort et problem, at det stort set ikke kan svare sig at lave en pensionsopsparing i dag, fordi pensionen bliver modregnet i offentlige ydelser, siger han i en pressemeddelelse:

- Det vil vi gerne være med til at se på, hvordan vi kan få løst.

/ritzau/