Det er for dårligt, at politiet sidste år lod 5558 turister slippe for deres fartbøde, mener justitsminister.

Mange danskere har prøvet at få fartbøder gennem brevsprækken efter bilferien i USA eller Sydeuropa.

Men dansk politi er anderledes storsindede, når det gælder de fartglade turister her i landet.

Alene i 2010 slap 5558 turister for deres fartbøder, selvom de blev taget på fersk gerning af politiets automatiske kontroller. Og det er ikke godt nok, mener justitsminister Lars Barfoed (K).

- Det er for dårligt, at der ikke bliver opkrævet flere bøder, men det er meget omstændigt, hvis folk ikke betaler, siger justitsministeren.

Lars Barfoed peger på, at EU er i gang med at udvikle et fælles it-system, der skal gøre det lettere at få opkrævet bøder på tværs af landegrænserne.

Dermed skulle der være udsigt til, at de danske betjente fremover ikke taber pusten ved tanken om at skulle opkræve bødepenge fra græske eller italienske bilister.

Men ministeren erkender dog, at det fælles europæisk it-system kan ligge flere år ude i fremtiden.

- Det bliver måske i år, måske til næste år. Og i mellemtiden må politiet så prioritere, så de grovere sager bliver forfulgt, lyder det fra ministeren.

Spørgsmål: Betyder det, at hvis det koster 600 kroner at opkræve en bøde på 500 kroner, så må politiet lade lov være lov og smide bøden ud?

- Nej, det er ikke økonomien, der er afgørende. Det må ikke gå ud over retsfølelsen, og de grove sager, hvor folk bliver ved med at køre for stærkt, de bliver naturligvis prioriteret, siger Lars Barfoed.

Formanden for Færdselssikkerhedskommissionen, Venstres Karsten Nonbo, beskylder mandag i Jyllands-Posten justitsministeriet for at have tegnet et skønmaleri af politiets vilje og evne til at opkræve bøder fra de udenlandske bilister.

/ritzau/