EU vil ikke tvinge lande til at indføre kropsskannere i lufthavne. Men fælles EU-regler skal skabe faste rammer for brugen af de omstridte skannere.

EU-landene skal selv afgøre, om de vil indføre kropsskannere som en del af sikkerhedstjekket i lufthavne. Der bliver ikke tale om et EU-krav om at indføre de kontroversielle skannere, der gør det muligt at se igennem flypassagerers tøj.

- Det er op til hver enkelt medlemsstat at beslutte, om der skal gives tilladelse til at anvende skannere i de nationale lufthavne. Dette ændrer vi ikke på, siger EU's transportkommissær, Siim Kallas.

Der har været stillet store spørgsmålstegn ved både beskyttelsen af flypassagerernes privatliv samt eventuel strålingsfare ved brugen af skannerne. Derfor mener EU-Kommissionen, at der bør laves fælles EU-regler omkring brugen af skannerne.

EU har kigget nærmere på brugen af kropsskannere efter et mislykket attentatforsøg på et amerikansk fly, der var på vej fra Amsterdam til Detroit, i december sidste år. Attentatmanden slap gennem sikkerhedskontrollen med sprængstof gemt i underbukserne.

Selvom transportkommissæren ikke vil kræve, at medlemslandene indfører kropsskannere og ikke ser det som en "universalløsning" på flysikkerheden, så anerkender han, at skannerne kan være et brugbart redskab.

- De udgør en reel mulighed for at øge sikkerheden for passagerer, siger Siim Kallas.

Mange EU-lande har allerede indført kropsskannere i større eller mindre omfang. Også i Danmark er der planlagt forsøg med skannerne.

Københavns Lufthavn vil senere på året afprøve skannerne i en testperiode på mellem tre og seks måneder. Herefter skal det afgøres, om skannerne skal være en permanent del af sikkerhedstjekket.

/ritzau/