»Niko, Niko, Niko, Nikoooo!«

Alternativets spidskandidat i København, Niko Grünfeld, er en vaskeægte politisk superstar. I hvert fald hvis det står til medlemmerne, der allerede inden de første resultater fra hovedstaden tikkede ind klappede taktfast, da han gik på scenen på den københavnske homoklub Monastic.

»Det er en historisk aften,« begyndte han og roste de frivillige i valgkampen.

»Projektet kulminerer nu endelig i dag med at alle har stemt. Rigtig mange af jer har forhåbentlig stemt grønt i dag,« sagde han og introducerede aftenens anden taler, politisk leder Uffe Elbæk.

Også han trodsede nemlig politisk ordfører René Gades opfordring om at blive hjemme - og lod sig også hylde i de tætpakkede murstens-kælderlokaler, der normalt udgør den københavnske homoklub Monastic, som i dagens anledning dog havde lukket for bollerum og Danmarks vel nok mest omtalte sexgynge.

Baren bød både på bæredygtige grønne cocktails og helt almindelige, ikke-CO2-neutrale Carlsberg og Cola-Cola. Meget illustrativt for klientellet – på den ene side var der en del økologisk bomuld; på den anden side også adskillige blazerjakker.

Alt sammen i skyggen af den seneste tids virak om partiets opfordring om nøgenbilleder og lokaleforeningen i Københavns valg af netop Monastic som scene for aftenens fest. En beslutning, der fik gruppeformand René Gade til at opfordre til at blive væk. Det ignorerede Uffe Elbæk.

Hvis der er en afdeling der beder mig om at komme ud og holde en tale for vores frivillige, så gør jeg det,” sagde han og ærgrede sig over den ’støj’, sagen har skabt.

»Jeg er den, der er allermest ked af det, men det må vi tage på den anden side af valgdagen.«

Synes du, forargelsen over Monastic er en storm i et glas vand?

»Det synes jeg, ja. Men jeg vil egentlig ikke kommentere specifikt på det. Det er vores lokalforening i København, der har valgt at leje stedet her«, sagde Uffe Elbæk.

Et sted, der da det åbnede for et par måneder siden blev omtalt som '’festfolkets våde drøm’. Det lader det også til, at kommunalvalget bliver for Alternativet.

»Vores succeskriterium har været, at vi skulle ind med mellem 10 og 20 mandater. Men vi har hele tiden haft det meget ydmygt med det, fordi vi godt ved, at lokalvalg er noget helt andet end nationalvalg. Vi ved jo heller ikke hvordan de her historier har influeret i sidste øjeblik for dem, der har skullet sætte krydset nede i valgboksen,« lød det fra Elbæk.

Alternativet fik 10,5 procent af stemmerne i København, hvilket giver partiet seks mandater i Borgerrepræsentationen.