En skuffende dansk OL-dag er nået til vejs ende.

Det danske banelandshold endte ikke med at nappe guldmedaljerne, men fik i stedet sølvmedaljer med hjem til Danmark.

Det var tæt, rigtig tæt, da det danske banecyklinghold var i finalen mod italienerne. På sidste omgang blev danskerne indhentet og overhalet. Derfor blev det til en omgang skuffende sølvmedaljer.

Du kan læse hele B.T.s OL-dom over onsdagen i Tokyo herunder:

Det danske banelandshold

Der var fart over feltet, da Italien og Danmark tørnede ud mod hinanden i velodromen i Tokyo. Midt i løbet lignede det en sikker dansk sejr,  Rasmus Lund Pedersen jublede sagår midt i løbet, da han troede, at Danmark ville vinde. Men efter en hæsblæsende og tæt afslutning på løbet snuppede italienerne lige akkurat guldet foran danskerne med 0,166 sekunder i 4000 meter holdforfølgelse. Dermed blev det til en sølvmedalje til Danmark, der bringer det danske medaljeantal op på syv medaljer i alt.

Foto: Daisuke Urakami
Vis mere

Rekorder blev smadret

En mand havde i særdeleshed en suveræn dag under de olympiske lege. Der er tale om den georgiske vægtløfter Lasha Talakhadze, der smadrede hele tre verdensrekorder i samme disciplin. Den store georgier løftede 223 kilo i disciplinen træk og 265 kilo i disciplinen stød. Det gav et samlet løft på 488 kilo og en guldmedalje. Alle tre ting er verdensrekorder. Og verdensrekorder er ikke fremmede for Talakhadze, da han i forvejen var indehaver af den forrige verdensrekord.

Foto: HEDAYATULLAH AMID
Vis mere

Et skuffet dansk banelandshold

Til trods for også at være dagens dansker modtager banelandsholdet også prisen som dagens flop. Det er måske en smule hårdt, men det skyldes, at forventningerne på forhånd var pustet op til, at banelandsholdet var Danmarks sikreste guldmedaljekort. Samtidig var landstræner Casper Jørgensen skuffet, da banelandsholdet slog olympisk rekord på førstedagen, fordi han mente, at de kunne køre endnu hurtigere. Og med det mindset er alt andet end guld knap så brugbart. Men guld skulle det ikke blive til. Det blev kun til sølv, og skuffelsen var da også til at spore blandt de danske ryttere og landstræneren efter finalen.

Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Tæt skandinavisk medaljekamp

En kamp, der er vigtig at vinde for Danmark, er medaljeræset imod svenskerne og nordmændene. På nuværende tidspunkt er det helt tæt, da alle tre lande har to guldmedaljer hver. Glædeligvis er danskerne foran Norge. Danmark og Sverige har hver syv medaljer, mens Norge har fem. Vores svenske storebror ligger dog foran, fordi svenskerne har tre sølvmedaljer flere end danskerne. Hvis man skal tage de positive briller på, har Danmark et es i ærmet. Håndboldherrerne er favoritter til at løbe med det hele.

Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Filippo Ganna er en maskine

Danmark lå i front, og det lignede da også, at guldmedaljen skulle hjem til Danmark. Lige indtil italienske Filippo Ganna lagde sig i front for italienerne. Med høj hastighed trak han det italienske banehold fremad, så de krydsede målstregen inden danskerne. En sand pragtpræstation af Filippo Ganna og det italienske banecyklinghold.

Foto: GREG BAKER
Vis mere

Alder er ingen hindring

Den 12-årige japaner Kokona Hiraki vandt en sølvmedalje i kvindernes skatekonkurrence. Bronzemedaljen i samme konkurrence blev taget af den 13-årige brite Sky Brown. Sky Brown er den yngste deltager for Storbritannien ved sommer-OL nogensinde. Selv de helt unge kan bide skeer med de voksne til OL. Og mere til.

Foto: FAZRY ISMAIL
Vis mere

  • Kajak. Emma Aastrand Jørgensen gik videre til semifinalen på 500 meter-distancen.
  • Golf: Nanna Koerstz Madsen ligger efter første runde på en delt syvendeplads, mens Emily Kristine Pedersen ligger på en delt 16.-plads.
  • Brydning: Frederik Bjerrehuus tabte til russiske Artem Surkov og er nu helt ude af OL.
  • Banecykling: Det blev til en sølvmedalje for banelandsholdet i 4000 meter holdforfølgelsesløb.