Mo Farah løber i næste måned VM i atletik på hjemmebane i London, hvorefter han kun vil fokusere på maraton.

London. Den britiske løber Mo Farah er træt af at høre på beskyldninger om doping, siger han ifølge Reuters.

Udmeldingen kommer efter, at der i sidste uge dukkede dokumenter op fra russiske hackere, der angiveligt viste, at den 34-årige løber var mistænkt for brug af doping i 2015.

De anklager afviser den firdobbelte olympiske mester.

- Jeg er træt af at gentage mig selv, og af at I (journalister, red.) bare finder på ting ud af den blå luft, siger han.

- Jeg har før sagt, at jeg aldrig vil blive testet positiv for doping. Sådan er jeg. Jeg tror på en ren sport.

- Så må I gøre, hvad I vil. Der er ingen hemmelighed i, hvad jeg gør. Mit liv er ikke så nemt, som folk måske tror. Det er hårdt arbejde.

Det er ikke første gang, at den forsvarende olympiske mester på både 5000 og 10.000 meter er blevet anklaget for brug af doping.

I april fortalte en læge, at han havde givet løberen en indsprøjtning af et kontroversielt stof forud for London Marathon i 2014.

Løberen vandt søndag 3000-meter-løbet ved Diamond League-stævnet i London. Han har vundet fem verdensmesterskaber. De seneste kom i hus i Beijing i 2015.

I august afholdes der VM i atletik i London. Farah har tidligere sagt, at han vil trække sig tilbage, når han har deltaget i VM på hjemmebane. Han agter dog stadig at løbe maratonløb.

/ritzau/