Dronning Margrethe måtte under begravelsen i Roskilde Domkirke hjælpe sin personlige præst, kgl. konfessionarius, 71-årige Christian Thodberg, da han gik i stå lige i begyndelsen af den aronitiske velsignelse. Med armene løftet sagde han: "Herren lade dig... Herren lade. Herren..."

Så blev der pludselig larmende tavshed.

I de sekunder blev det klart, at Christian Thodberg var i vanskeligheder. Det virkede som om, den berømte klap faldt ned efter den i øvrigt meget smukke og personlige tale.

"Herren lade sit ansigt...," sagde dronning Margrethe. "Herren, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig," fortsatte kgl. konfessionarius, efter at dronning Margrethe med klar røst havde givet de sufflerende stikord til den videre tekst.

Den stærkt rystede og meget rørte kgl. konfessionarius fik styr på sit black-out og fik fortsat velsignelsen, men hans stemme var ved at knække over: "Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred."

Det var ikke alene dronning Margrethe, men også en række præster, der sad på en række bag de udenlandske kongelige, som kom præsten til hjælp i nødens stund.

Christian Thodberg så meget rystet ud over hændelsen. I hundredevis af gange har Thodberg i mange forskellige sammenhænge lyst velsignelsen.

Flere journalister frygtede i det kritiske øjeblik, at præsten var et sammenbrud nær, måske på grund af et pludseligt ildebefindende, sin stærke bevægelse, en blanding af stress, nerver og udmattelse.

Søren Haslund Christensen oplyser, at der simpelthen skete det, at den. kgl. konfessionarius var meget rørt og derfor kom til at tabe tråden.

Christian Thodberg var også meget bevæget under sin personlige tale over Ingrid ved hendes kiste. Hans stemme rystede, mens han talte og bad Fader Vor.

Spontant sagde Christian Thodberg i sin tale, mens hans stemme næsten knækkede over: "Hun fik en fredfyldt død, jeg kan næsten sige en lykkelig død, omgivet af alle sine kære."