Lindø-værftet skal bygge to krigsskibe til en samlet pris på 900 mio. kr., oplyser forsvarsminister Jan Trøjborg (S). Skibene er såkaldt støtteskibe af flex-typen, som søværnet kan bruge til en række operationer fra kommandoskib til helikopterplatform. Odense Staalskibsværft A/S fik ordren foran Ørskov-værftet i Frederikshavn. Skibene er klar i 2004 og 2005, og Jan Trøjborg håber, at det betyder en opblomstring for værftsindustrien.

- Det glæder mig selvfølgelig, at vi får bygget vores skibe på et dansk værft. Og det er absolut ikke umuligt, at det kan føre mere med sig for dansk værftsindustri, siger Jan Trøjborg.

Købet hos det A.P. Møller-ejede Lindø-værft støttes af partierne bag forsvarsforliget (S, R, V, K, KRF og CD). Bygningen af de to skibe er en del af forsvarsforliget.

/ritzau/